TM Tønder spiller torsdag den 2. august kl. 18:30 i Bredebro Idrætscenter

Efter TM Tønders trup i torsdags startede træningen forud for den nye sæson, så skal holdet allerede i aften spille sæsonens første træningskamp. I Bredebro Idrætscenter skal den nye trup prøve kræfter med oprykkerne fra HC Odense, når der klokken 18:30 fløjtes op til de første 2 x 30 minutter i 2018/2019. Det er den første af to træningskamp mod HC Odense, der i øjeblikket er på træningslejr i Tønder. De to hold tørner sammen igen søndag formiddag klokken 11:00 i Tønder Sport – og Fritidscenter.
Efter nedrykningen fra Håndboldligaen i forrige sæson, så er det en TM Tønder trup med mange nye ansigter. 8 spillere er kommet til truppen, der skal forsøge at indfri målsætningen for den kommende sæson.
Det bliver en spændende sæson, hvor holdet kommer til at slide hårdt for en topplacering. Fredericia har oprustet gevaldigt, og må anses som klare favoritter til den direkte oprykningsplads. Men også Ajax, Team Sydhavsøerne, Skive og Randers er mandskaber der helt sikkert vil gøre alt for at komme i top 3. Så TM Tønder kommer på hårdt arbejde!
Truppen til sæsonen ser således ud:
På målmandsposten er Niklas Simonsen kommet til klubben fra Skjern Håndbold. Han skal sammen med Christian Trans udgøre målmandsduoen.
På venstrefløj får Jesper Redlefsen en ny makker. Her er Lasse Nikolajsen kommet til fra Ribe-Esbjerg HH.
Som højrefløje er det Thomas Clausen og den spillende assistenttræner, Hans Martin Asmussen, der skal løfte opgaven. I truppen er der på bagspilspladserne en god blanding af ungdom og rutine. Rolf Ravn, Benjamin Holm og Ulrik Eggert er at finde på højre back, mens det på venstre back fortrinsvis bliver de to nye spillere, Felix Rasch og Jacob Lyck. Casper Madsen, Matias Heissel, Lasse Homann-Boerits, samt nytilkomne Jeppe Jonassen er tiltænkt rollerne som playmaker, men alle kan supplere på de to backpladser.
Som stregspillere bliver det de to unge fightere, Emil Bergholt og nyerhvervelsen Nikolaj Keller, der skal udgøre duoen.
Der er lang tid til turneringen begynder og mange ting skal indarbejdes. Træner Torben Sørensen er begejstret for tilgangen til træningerne i den endnu korte opstart:
“Jeg synes det er en rigtig spændende trup. De mange nye spillere på holdet skal naturligvis spilles ind og der er lang vej endnu. Men i de første træninger er der virkelig blevet gået til den. Der er masser af energi og gå-på-mod hos spillerne. Stemningen i truppen er særdeles god og præget af optimisme. Det er en trup som vil arbejde hårdt og som går positivt til opgaverne”.
De to træningskampe mod HC Odense skal da også bruges til at få alle spillere set i aktion:
“Vi skal bruge kampene mod HC Odense til at få noget kamptræning. Alle skal – over de to kampe i spil – men det er også vigtigt, at vi passer på de spillere, som døjer med lidt overbelastning”.
På modstanderholdet fra HC Odense, er der gensyn med to tidligere TM Tønder spillere, Matias Mosel og Morten Glasius, Et mandskab som Torben Sørensen forventer overrasker positivt i den kommende sæson:
“Jeg synes HC Odense er et spændende hold, der som oprykker har masser af selvtillid. De gør det godt, arbejder hårdt for tingene og jeg tror de kommer til at få en god sæson i 1. division. I de to kampe som vi nu skal spille mod dem, vægter jeg ikke resultaterne så højt, der er mere fokus på processerne.”
Efter kampen i aften, skal truppen på træningslejr på Enjoy Resort Rømø, hvor der ud over den fysiske træning og et træningspas i Skærbæk fredag, også bliver tid til socialt samvær og teambuilding.