Alexander Hansen scorede 9 mål på 9 forsøg.

TM Tønder slog Odense med 33-27 i en kamp hvor TM Tønder havde overtaget i hele kampen, og en kamp hvor højrebacken Alexander Hansen viste at han er på vej mod sin tidligere form, efter nogle svære år i SønderjyskE. Umiddelbart efter kampen spurgte vi Alexander hvordan han havde det efter sådan en kamp:
– Jeg havde det rigtigt dejligt. det var en forløsning, men det var simpelthen også en forløsning for holdet, endeligt at vinde på hjemmebane. 2 point, 2 længe ventede point.
Det var som om Alexander slet ikke kunne brænde. Han fik god plads i højre side, men bolden skal jo alligevel sendes forbi keeperen. Det gjorde Alexander til perfektion, ni gange på ni forsøg. Forklaringen fra Alexander var ganske klar:
– Felix er simpelthen så skudstærk fra venstre side at han hver gang trækker to spillere til sig. Så bliver der mere plads ovre i højre side og det får vi udnyttet i dag.
Alexander Hansen der nu ligger nummer to på holdets topscorerliste med 27 mål blev efterfølgende kåret til kampens spiller.










