Bænkens sejr i Skovbakken

TM Tønder var søndag en tur i Århus, for at møde Skovbakken, et uberegneligt hold, som man aldrig ved hvor man har. Til gengæld ved man at de skyder mange mål, så det kunne sagtens blive en svær opgave, for de gæve sønderjyder. Lad det dog være sagt med det samme, at TM Tønder var forberedt på alt hvad Skovbakken kom med.
En små syg Kasper Skov måtte give pladsen væk til Nicolai Snogdal, der hurtigt takkede for tilliden med en scoring til 1-3. Ellers var det en hårdtskydende Rune Schrøder, der bankede mål ind for TMT og da han scorede til 6-8, var det hans fjerde scoring. Tidligere Skovbakken profil Kasper V. Knudsen havde også god tænding på og i andenbølgen scorede han til 6-9 og hjemmeholdet tog timeout. Rune Schrøder slog sig og måtte på bænken og så tog Malte Pedersen over, mens Kasper Knudsen med to scoringer gjorde det til 14-17. Skovbakken skal have stor ros for at de skyder godt, vi havde store problemer med deres skytter og vore keepere havde dårlige betingelser. Skovbakken gik i 7-6 og vi begyndte at forhaste os med skud på tomt mål, men deres keeper var hurtigt inde og fik afværget 2-3 af disse. Dette var egentligt unødvendigt, da vi havde nemt ved at score i det etablerede angrebsspil, hvor vi med flotte kombinationer og god fart fik åbnet deres forsvar igen og igen. Med bl.a. to mål af Mathias Nikolajsen kunne vi gå til pause med en 17-21 føring.
Fra 2.halvlegs start var det med et forsvar på et helt andet niveau. Med de to “Århusianere” Kasper Knudsen og Carl Søndergaard i centrum blev der lukket ned og Magnus Siim tog godt fra i målet. Sune Skovsen var godt skydende og med sit tredie mål efter pausen, gjorde han det til 19-28 og kampen var ved at være afgjort. Skovbakken måtte igen gå i 7-6, men denne gang løb vi boldene op i det tomme mål og hjemmeholdet virkede trætte og uden tro på det. De prøvede noget meget offensivt forsvar, og Lars Krarup tog timeout og fandt en fin løsning på dette, med bl.a. de to stærke duelspillere Mathias Nikolajsen og Malte Pedersen. Skovbakken kom aldrig tættere på end syv mål og en sikker sejr på 31-38 blev kørt hjem.
Det var bænkens sejr fordi: alt hvad Skovbakken kom med, havde vores trænere en løsning på. Spillerne der startede på bænken kom ind og blev afgørende, vi kunne simpelthen skifte ud, uden at kvaliteten dalede. Stor ros til hele truppen og alle der var på banen kom på tavlen. På søndag venter hermed det direkte opgør om 5.pladsen mod HC Århus. Sæt X i kalenderen, det kan godt blive høj dramatisk i Tønderhal 2.