Balsby: Dejligt at kunne bidrage

Mange havde stemt på Tobias Balsby-Pedersen i afstemningen om kampens spiller. Det rakte dog kun til en andenplads i afstemningen, men det var også helt fortjent. Med fem mål og en lille håndfuld straffekast tilkæmpet, spillede han nok sin bedste angrebskamp i sin tid i TMT. Læg dertil, den sædvanlige stærke indsats i forsvaret og Balsby kan så glæde sig over at have spillet sin bedste kamp hidtil. Tobias Balsby var da også fint tilfreds med egen indsats efter fredagens kamp:
“Det er altid dejligt at kunne bidrage og jeg synes også at det skyldes at vi har nogle dygtige bagspillere, der er gode til at skabe rum. Det gør det lidt nemmere at være stregspiller. Desuden synes jeg at man kan se at vi nu har spillet en del kampe sammen og at tingene nu begynder at sidde på rygraden”.
Men desværre endte det hele jo med et knebent nederlag og hvorfor det endte sådan har Balsby-Pedersen også en forklaring på:
“HC Midtjylland var lidt klogere end os i 2.halvleg. de straffer os for de fejl vi laver og så synes jeg heller ikke at vi løber så godt med dem i 2.halvleg, som vi gjorde i første. For holdet synes jeg at vi ser en stor fremgang, både defensivt og offensivt. Nu havde vi godt nok lidt offensive problemer i FIF, men jeg synes at vi også i angrebsspillet, viser gode kvaliteter”.
På søndag den 29.Oktober får Balsby og de andre TMT drenge mulighed for at rette op på stillingen, når TM Tønder igen spiller hjemme i hal 2, denne gang mod oprykkerne fra Køge.