
Onsdag aften skal TM Tønder igen i aktion – denne gang på udebane mod KIF Kolding København.
Mandag var der intens drama i Tønder Hal 2, da modstanderen hed Randers HH, og TMT kunne sætte et point ind på kontoen.
Allerede i aften er der ny kamp for mandskabet i 888-liganen, og denne gang hedder modstanderen KIF Kolding København, når der klokken 19:00 fløjtes op i Sydbank Arena i Kolding.
På papiret en nærmest umulig opgave for TM Tønder, da holdkortet hos værterne, vidner om profiler af international niveau fra øverste hylde. Navne som Kasper Hvidt, Lars Jørgensen, Bo Spellerberg, Antonia Garcia, Magnus Landin og Konstantin Igropulo bør indgyde respekt hos enhver modstander.
KIF Kolding København har enorme ambitioner, men i denne sæson har det ikke været de vanlige store sejre, som har kendetegnet mandskabet. En placering som nummer 7 har betydet, at KIF Kolding København i år er i en lidt uvant situation – nu er klubben i fare for ikke at komme i slutspillet. De ligger i et tæt felt, hvor de sammen med GOG, HC Midtjylland, Ribe/Esbjerg og Sønderjyske kæmper om de sidste pladser i slutspillet. Derfor må TM Tønder i aften forvente, at aftenens modstander vil yde ALT for at beholde begge point hjemme i Kolding. Holdet har dog på det seneste spillet noget svingende og i sidste runde tabte de 32-27 til Aarhus. Forud for dette, var det 1-måls nederlag mod både Mors/Thy og TTH Holstebro. Tre nederlag i træk i den danske liga er ikke hverdagskost for en klub som KIF Kolding København – lad os håbe, at de i aften bliver tildelt endnu et af slagsen.
Det er bestemt ikke umuligt at tage et eller måske to point i aften. TM Tønder leverede et fremragende come back i kampen mod Randers HH, hvor et 6-måls forspring blev indhentet, og et point blev sat ind på kontoen. Skal det lykkes med point i aften, skal mange ting lykkes for vores mandskab. Men det er med sikkerhed et TM Tønder hold der er topmotiveret – ikke mindst fordi flere af spillerne tidligere har spillet i Kolding. Nikolaj Enderleit, Rolf Ravn, Kristian Stoklund og ”legenden” Dennis Klinge, har alle på et tidspunkt tørnet ud for dagens modstander.
Kan TM Tønder finde den gnist og gejst frem, som især i de sidste 10 minutter var tilfældet mod Randers HH, og ellers spille med den omtanke der har kendetegnet angrebsspilet i de seneste kampe, så er det bestemt ikke håbløst. Dog kræver det, at effektiviteten bliver større og de mange målchancer omsat til scoringer.
Under alle omstændigheder så venter der vores hårdt kæmpende spillere en god oplevelse. Holdet har med sejre i Gudme og Ribe bevist, at de også på vanskelige udebaner kan vinde flotte sejre. Tag bare endnu en af slagsen i aften drenge….