TMT viste både sin bedste og sin mindre gode side i DHK Cuppen.

TM Tønder skulle lægge ud med 3.Bundesliga holdet, TSV Altenholz. Et typisk tysk hold med store stærke spillere der bruger fysikken i mand mand duellerne. TMT derimod spillede rigtigt hurtigt håndbold og det bekom ikke tyskerne. Der blev spillet 2×20 minutter og de første 20 minutter var rigtig målrige og sluttede 13-12 til TMT.
Efter pausen fortsatte det samme spil og TMT bragte sig foran 18-14. Herefter forfaldt holdet desværre til at spille på tyskernes præmisser. Vi begyndte at slås med dem og scorede ikke i 10 minutter. Dårlige afslutninger blev omgående omsat til mål i den anden ende, og 18-14 blev til 18-22. Kampen sluttede 20-24.
– De var trætte, og det er det der kommer til at ske i kampene. Det skal vi blive bedre til, sagde Torben Sørensen om den dårlige afslutning på kampen.
Efter en kort pause skulle holdet spille om 3.pladsen mod DHK Flensburg, der lige som os er i gang med at sammensætte et nyt hold. Niklas Simonsen var et sandt monster i målet i første halvleg. Tog tre straffekast og leverede en række 100% redninger. Desværre brændte vi også selv en række 100% chancer i den anden ende, og stillingen ved pausen var 7-5 til TMT.
– Det kan godt skyldes noget træthed i den fase hvor vi er, sagde Torben Sørensen om de mange brændte chancer. – Det er noget vi skal lære af. Vi skal have ændret en taberkultur til en vinderkultur. Det er det vi arbejder på.
Efter pausen satte TMT sig fuldstændigt på kampen og bragte sig hurtigt foran med 4 mål og igen bragte vi os foran med 18-14. DHK gav dog ikke op og med 4 mål i streg fik de udlignet til 18-18 til hjemmepublikums store fryd. Med 1:16 tilbage fik DHK en udvisning, men var i boldbesiddelse. De tog ikke målmanden ud, og TMT forsvaret fik fat i bolden, og et contraløb med mange afleveringer endte hos Jacob Lyck, der scorede til 19-18. En meget flot contrafase og DHK’s sidste skud tog Christian Trans sig af.
Det er vigtigt at kunne vinde den slags afslutninger, det får stor betydning i tabellen, over en hel sæson. Til dagens kampe manglede Felix Kasch, Benjamin Holm, Jesper Redlefsen, Casper Madsen og Mathias Hejsel. Hvad truppen fik ud af dagen i Flensborg havde Torben Sørensen følgende svar på:
– Jeg har fået det ud af det, hvad jeg faktisk gerne ville. Det var en smal trup jeg havde med. og de var trætte. De skulle tage nogle beslutninger. Nogen gange gik det godt, andre gange gik det ikke så godt.