Buch: Vi er kommet rigtigt langt

Buch: Vi er kommet rigtigt langt

TM Tønder vandt som bekendt 36-23 over de hollandske mestre fra Aalsmeer, efter en imponerende kamp i Vejen Idrætscenter. Nichlas Buch Christiansen blev topscorer med 6 rene mål, men det der især kendetagnede hans indsats, var hans evne til at bryde igennem det hollandske forsvar på de rette tidspunkter. Efter kampen var det da også en veltilfreds bagspiller der kunne gøre status.

– Det var da spændende, jeg har aldrig spillet mod et hollandsk hold før. Det var en kamp med højt tempo og det synes jeg passer godt til os. Efter en sløj start de første 5 minutter, får vi bygget godt op og kommer igennem deres forsvar og så passer det jo godt til mit spil at de står lidt offensivt.

Modsat sidste år hvor vi ofte kunne se at vi spillede med et nyt hold, så er vi i år langt mere fremme. Holdet fungerer og det er svært, ikke at være optimist omkring den sæson der venter om mindre end tre uger. Nichlas Buch er bestemt også fortrøstningsfuld omkring holdet.

– Efter i dag og set i lyset af de to kampe før i dag, synes jeg vi er kommet rigtigt langt, i forhold til starten. Bortset fra de første fem minutter i dagens kamp, har vi næsten ingen dårlige perioder. Vi står godt i forsvaret hele kampen, spiller med høj fart og scorer næsten i hvert angeb. Så alt i alt synes jeg at vi er rigtigt langt fremme og det der er specielt ved det her hold er at vi virkelig står sammen.

På søndag klokken 14.00 kan du komme ned i hallen og se om Buch og de andre drenge fortsætter den gode stime, når Mors/Thy talent er modstanderen i Tønderhal 2. De er en smule yngre end os, men det er ikke meget.

Kan du ikke vente så længe, så kig ned i hallen i dag fra kl.17.00 hvor du kan se holdet træne. Fra klokken 17.45 bliver holdet præsenteret af Kim Wittenkamp, Michael Wollesen og spillerne selv.