Christian Trans fejrede sin 27 års fødselsdag med maner.

Der var festdag i Tønder Sport og Fritidscenter i dag. Klokken 12.00 var der et flot spinningsarrangement hvor nogle kørte over 200.000 kroner ind til TM Tønder, mens andre nød den lækre mad fra Øster Højst Kro.
Herefter var der kamp i hallen og det var fra start af en defensiv fornøjelse. To meget stærke forsvar styrede begivenhederne og efter 10 minutter stod der bare 2-3 på tavlen. Herefter fik HØJ held med at skyde udefra og kunne bringe sig foran 5-8. Casper Madsen havde som den eneste evnerne til at komme igennem et fysisk stærkt HØJ forsvar og scorede da også tre af de første fire mål.
TM Tønder skiftede målmand og spillede også kortvarigt syv mod seks og en velspillende Jimmi Elmgaard blev hyldet af sin fanklub fra Fredericia, der havde stillet sig sammen med Red support, da han efter 25 minutter bragte TMT foran 9-8. HØJ udlignede, men Christian leverede flotte parader i TMT målet, så holdet kunne gå til pause foran 13-9.
Efter pausen fortsatte Christian det flotte spil. Det samme gjorde forsvaret, flot styret af Benjamin Holm og Jimmi Elmgaard. Offensivt var unge Madsen slet ikke til at styre og havde næstsidste hånd på flere scoringer. TM Tønder bragte sig foran 20-11. HØJ gik i syv mod seks, scorede og kunne så se Jeppe Jonasson sende den i tomt net, bare 4 sekunder senere.
HØJ fik en lille opblomstring og scorede fire mål i træk, men TMT er ikke sådan at slå ud af den mere, som de var i efteråret. Der blev sat prop i og byttet mål indtil slutresultatet 27-21. Et flot resultat mod et defensivt stærkt hold fra Jyllinge. 27 mål scoret mod dem er absolut godkendt. Også ros til Jan Paulsen der lige skulle bruge 15-20 minutter til af finde det der virkede rent offensivt, men herfra var der styr på det.















