Defensiv toppræstation i Odder

TM Tønder lagde godt fra Land i Odder. Magnus Siim tog den første bold og i den anden ende var Kasper Knudsen stærk i andenbølgen, hvor han med sin fysik, bare strøg igennem Odders treere. I det etablerede angrebsspil var det Mathias Nikolajsen der udnyttede at Odder brugte ekstra energi på Rune Schrøder. Da Magnus Siim bare fortsatte med at redde bolde, kunne Balsby gøre det til 4-8 efter 14 minutter. De næste 10 minutter gik vi til gengæld i stå, rent angrebsmæssigt. Vi fik ikke løbet kontra, angrebstempoet var for lavt til at vi for alvor kunne finde huller i Odder forsvaret og så tog Marcus Raakjær nogle bolde i Oddermålet. Det gjorde Magnus Siim heldigvis også i den anden ende og blødningen blev stoppet ved 8-8. Den målfattige 1.halvleg sluttede 9-11 efter et sidste sekunds hug af Malte Pedersen.
Efter pausen skruede vores forsvar endnu en tand op mod det langsomt spillende Odderhold og hvor det i første halvleg især havde været Siim der havde strålet, så var det især forsvaret der gav Siim gode betingelser efter pausen. Med bl.a. to straffekast, kunne Kasper Skov bringe TMT foran 11-16. Respekten for Siim var nu så stor at mange af Odders afslutninger ramte stolper eller blev sendt forbi mål. Odder kunne slet ikke finde løsninger på vores forsvarsspil. Vores fireblok stod stærk, flot styret af Balsby og Knudsen og da Carl Søndergaard afløste Balsby, tog han blot over med lige så stærk en præstation og to flotte mål. 12-20 midtvejs i 2.halvleg, her havde Odder blot scoret tre gange på et kvarter. Nick Bøg gjorde det til 16-26 inden nogle udskiftninger og en udvisning gjorde at Odder kunne score de tre sidste mål til kampens resultat, 19-26, efter en defensiv toppræstation af TM Tønder.
Kasper Skov Andersen: 4
Kasper Knudsen: 3
Mathias Nikolajsen: 3
Tobias Balsby: 3
Anton Filtenborg: 3
Carl Søndergaard: 2
Nick Bøg Nielsen: 2
Livio Klausen: 2
Malte Pedersen: 2
Sune Skovsen: 1
Rune Schrøder: 1