Det kan blive en dramatisk affære på søndag, når TMT møder FIF

Det kan blive en dramatisk affære på søndag

Der er mange muligheder for at vinde en håndboldkamp, såsom syv mod seks spillet, forskellige former for offensiv forsvarsspil og meget mere. Og alt kan tænkes når TM Tønder og FIF mødes søndag eftermiddag, men udgangspunktet for de to hold bliver sikkert et stærkt 6-0 forsvar og masser af fart. Det er sådan de to hold gerne vil spille, men det er også to hold der ikke er bange for at udfordre hinanden. Og kampe mellem TMT og FIF er ofte nogle tætte affærer.

For to sæsoner siden tabte vi 31-32 hjemme, mens vi også var på vej mod nederlag i returkampen, da Casper Madsen med, først en forsvarsaktion og derefter et mål sørgede for 31-31. I forrige sæson vandt vi 24-25 i FIF efter en genialitet af Livio og Mathias i de sidste sekunder. Returkampen i Tønder vandt vi til gengæld sikkert, med 36-29 i en kamp med masser af udvisninger (15) og 11 mål af Rune Schrøder.

Så der er god chance for drama, når FIF kommer til Tønder. FIF er et godt sammenspillet hold med gode individualister. De er gode på alle pladser og har sikret sig 6 point, til trods for at de har mødt hele den forventede top, af rækken. Det er klasse og især tilbagevendte Andreas Cortes har været skarp med 24 rene mål, samt 13 mål på 16 straffekast. Stregspiller Carl Baun har sendt bolden i mål 26 gange, så stregspillet behersker de også. Desuden består holdet af profiler som Djurhus, Vejby og Leivur Mortensen.

TM Tønder har leveret nogle pragtfulde præstationer på det seneste. Nederlaget til Skive kom efter en flot kamp og i Lemvig var det absolut TM Tønders fortjeneste at Lemvig ikke spillede en god kamp. Der fik vi virkelig ramt de vestjydske liganedrykkere på nogle svage punkter, men det kostede også mange kræfter. Denne gang kan vi forhåbentlig spille lidt mere bredt og dermed få det nødvendige overskud, som behøves. Forsvaret, keeperne og kontrafasen bliver meget vigtige redskaber på søndag. Jo flere nemme mål, des bedre og så selvfølgelig lidt færre fejl i det etablerede angrebsspil, det er her vi kan forbedre os.

Anfører Rune Schrøder der i denne uge har masser af lovord til overs for sine holdkammerater, siger desuden: “Deres hurtige duelspil og sammenspillet med et par dygtige stregspillere, kan være farligt for de fleste hold i rækken. Vi skal dog fortsætte vores gode defensive arbejde, så vi kan gøre betingelserne for vores keepere en del lettere. Dette skulle gerne medføre mange kontraløb i vores favør, specielt i denne tid, hvor vi kæmper med en del skader, så de “lette” mål er yderst vigtige for os. Vi ser frem imod at spille i egen hule igen, og vi håber Tønderhal 2 vil være med til at gøre søndagens opgør til en god oplevelse”.

Vi ses på søndag klokken 15.00 – Sammen er vi stærke.