Mød verdens bedste Nikolaj i Tønder

Borgerne i Tønder Kommune får nu mulighed for at høre landstræner Nikolaj Jacobsen fortælle om VM-guld, tricks og gode historier
Nu får du mulighed for at komme helt tæt på manden, der har skrevet sig ind i håndboldhistorien som spiller og ikke mindst som træner. Landstræneren for de danske håndboldherrer Nikolaj Jacobsen kommer til Tønder med foredraget ”Verdens bedste Nikolaj” tirsdag den 13. maj. Med fire gange VM-guld, guld- og sølvmedaljer ved OL og en enkelt EM-sølvmedalje har Nikolaj Jacobsen indskrevet sig på de allerforreste sider i dansk og international håndboldhistorie. Bag foredraget står Tønder Kommunes eliteklub TM Tønder:
”Vi gør det fordi den historie Nikolaj har at fortælle er både spændende og inspirerende. Både som leder og som sportsmand. Tønder kommune er et håndboldområde, så for os var den en selvfølge at byde velkommen til en af sportens største”, siger TMT’s direktør Dina Reffstrup.
I foredraget fortæller landstræneren blandt andet om de tricks, han bruger for at få sine spillere til at yde mere og bedre, end de selv troede, var muligt. Med masser af underholdende anekdoter forklarer Nikolaj Jacobsen, hvordan han flere gange har taget hårde opgør med det eksisterende, fordi der efter hans opfattelse altid er andre veje at gå end de konventionelle.
TMT har indgået et partnerskab med Tønder Erhvervsråd for at få Nikolaj Jacobsen hentet til Tønder.
”TM Tønder indsats betyder meget for Tønder Kommunes erhvervsliv, blandt andet fordi et fyrtårn som TMT gør det nemmere at tiltrække og fastholde arbejdskraft. Klubben er inde i en god udvikling og jeg oplever, at der et momentum nu, så vi vil gerne bakke op om klubben via vores netværk og virksomheder. Samtidig håber vi, at partnerskabet kan være med til at øge kendskabet til erhvervsrådet, for vi vil gerne ud til alle virksomheder i hele kommunen”, siger erhvervsdirektør Peter Engel-Andreasen.
Foredraget med den danske landstræner finder sted tirsdag den 13. maj kl. 19.00 på det Blå Gymnasium i Tønder. Billetter koster 295 kr. og kan købes https://billet.tmth.dk/foredrag/en-saerlig-aften-med-nicolaj-jacobsen