TM Tønder spiller en såkaldt 4 points kamp i Odense.

TM Tønder drager lørdag afsted mod den fynske hovedstad til endnu en super vigtig kamp. Med de seneste seks point på kontoen har vi 14 point og det er to færre end Odense der indtager 8.pladsen med 16 point. Kan vi vinde i Odense rykker vi dermed forbi fynboerne og i bedste fald op i top 9.
Odense startede sæsonen med at tabe med et enkelt mål i Herning hvorefter de viste stor styrke. De næste fire kampe blev vundet klart med 6 mål over HEI, med 14 mål i Roskilde, med 17 mål over HØJ og med 5 mål over FIF. Herefter skulle Odense en tur til Tønder og den kamp vandt TMT klart med 33-27. Ugen efter vandt Odense så 33-26 over Otterup. 10 point efter 7 kampe og Odense var en del af toppen i 1.division.
Helt så lystigt er det dog ikke gået siden. Odense har blot vundet to af de sidste 11 kampe, mens to er endt uafgjort. De uafgjorte kampe er hentet hjemme i Odense mod Ajax og TMS mens de vundne kampe er to tremålsejre mod Roskilde og FIF. Lørdagens kamp i Odense idrætshal er dog en kamp med så stor betydning for begge hold at alt kan ske. Det hold der er mest klar til at kæmpe til sidste blodsdråbe vinder kampen.
Hos TM Tønder har 2020 hidtil været et godt år. Tingene er begyndt at falde i hak og vi har vundet, også selv om vi har været favoritter. Indstillingen har været fantastisk og defensiven forrygende. Der er dog stadig et stykke vej endnu og vi skal formentlig vinde mindst halvdelen af de resterende 8 kampe. En sejr i Odense vil derfor være enorm kærkommen, så start bilen og kom til Odense og bak os op, det vil hjælpe utroligt meget. Kampen spilles lørdag klokken 19.00.