Flot sejr til 3.division

Søndag dannede Tønder hal 2 rammen om et spændende opgør i 3 division, da KIF-2 var på besøg. Det var et stærkt KIF hold, styret af ligaholdets playmaker, Jens Svane. Modsat var det et meget ungt TMT hold, som trænerduoen Brian Smiedemann og Morten Malmqvist stillede op med. Især bagkæden der bestod af 4 spillere, hvoraf 3 af dem var fra U19 holdet var meget ungt. TM Tønder havde også forstærket sig med førsteholdsspillere, da førsteårsseniorerne Rasmus Mose og Emil Mathiassen var udtaget, sammen med færøske Sjúdur Olsen.
TM Tønder lagde godt fra land og opbyggede hurtigt en føring på 2-3 mål og den gav de aldrig fra sig. Den unge bagkæde spillede en flot kamp og både skød og fodrede stregene og især fløjene, hvilket resulterede i at fløjene Olsen og Orehøj tilsammen nettede 18 gange. TM Tønder var i 2.halvleg i kontrol og førte flere gange med 7 mål. Til slut stod der 31-27 på tavlen og det sender TM Tønder op på en 1.plads i tabellen med 3 point.
Det var også en veltilfreds træner, Brian Smiedemann der efterfølgende kunne gøre status: – Jeg må bare tage hatten af for de unge TM Tønder drenge – for hold nu op, hvor har vi meget talent som kommer til udfoldelse i kampen. Den unge U19 bagkæde bestående af Troels Clausen, Rune Schmidt & Lasse Roth viste gang på gang klasse, med lækre scoringer og gode assist til vores fløje & stregspillere, hvilket resulterede i 22 scoringer fra 2 position. Alle 3 viste også meget høj klasse i forsvaret.
– Til dagens kamp, havde vi ”lånt” Rasmus Mose & Sjúrdur Olsen (venstre fløj) fra første holdet– og begge satte et stort aftryk på kampen . Mose svingede taktstokken klogt i angrebet, og i forsvaret stod han som en massiv klippe ved siden af vores forsvarsgeneral Lars Muus Carstensen som igen leverede en bund solid indsats. Sjürdur Olsen viste ligeledes høj klasse i forsvaret og da han samtidig blev fodret godt med dejlige udspil fra vores unge bagkæde, kunne han i suveræn stil gøre arbejdet færdigt med at smide den i kassen hele 12 gange.
Der var flot fremmøde i Tønderhal 2 til kampen og de bakkede flot op om holdet, hviket træneren også bemærkede: – Ja, jeg vil også gerne sende en stor tak TM Tønder’s trofaste tilskuere, som var mødt talrigt op i Tønder hal 2 – det er noget som holdet og trænerstaben sætter meget stor pris på.
Sjúrdur Olsen 12
Jacob Orehøj 6
Rune Schmidt 3
Troels Clausen 3
Lars Muus 3
Rasmus Mose 2
Michael Ibsen 1
Lasse Roth 1