Fodrappe FIF venter på Frederiksberg

Fodrappe FIF venter på Frederiksberg

TM Tønder har de seneste sæsoner været kendt for at spille med meget fart, men når så modstanderen hed FIF, ja så kom vi alligevel til at se langsomme ud. For FIF spiller enormt hurtigt og løber bare rigtig stærkt. I sidste sæson tabte vi 31-32 hjemme og spillede 31-31 i København og det kan sagtens gå hen og blive tæt igen. Den 3.December 2022 er datoen for FIF’s seneste nederlag på hjemmebane. I foråret var TM Tønder det eneste hold der hentede point i Frederiksberghallen, mens Otterup, Skovbakken, Rækker Mølle og Odder alle måtte tage tomhændet hjem. I denne sæson har de spillet uafgjort mod Skive og slået Rækker Mølle og Køge hjemme. Så status er 6 sejre og to uafgjorte i 2023. Fire spillere har scoret 24 eller flere mål i de første 6 kampe.

TM Tønder kommer til Frederiksberg med en lang bustur i benene, men også med stor tro på egne evner, efter to gode sejre over Odder og Rækker Mølle. Vi ved at det bliver rigtig svært at hente noget i FIF, men vi ved også at det er muligt. Vi må selvfølgelig ikke lade kampen foregå på deres præmisser og begynde at løbe med dem. Vi skal forsøge at spille vores spil, stå godt i forsvaret, få en masse redninger og lette kontramål. I det etablerede angrebsspil skal vi have tålmodighed og vente på den rigtige chance, score og løbe hjem og forsvare. Og så skal vi bare ud og score over 30 mål, det har FIF trods alt kun gjort en gang i denne sæson.

Vigtigst af alt er at spillerne kommer med ild i øjnene og viljen til sejr og så kan vi heldigvis se frem mod en fantastisk opbakning på sidelinien, hvor en stor gruppe fra TMT Red Support har anmeldt deres ankomst. Sammen er vi stærke.