Stærk defensiv præstation i Skæring sikrer sejren.

TM Tønder virkede klar fra start, men det var alligevel hjemmeholdet fra HEI der først sendte den fedtede kugle i mål. Der skulle gå over tre minutter før TMT fik hul på bylden, da Casper Madsen for imponerende 16. gang i træk kunne sende et straffekast i mål. Herfra så et toptændt TM Tønder sig ikke tilbage. Et malurt i bægeret var dog at Jimmi Elmgaard efter bare fem minutter så rødt. En overreaktion fra de ellers udemærkede dommere, da HEI spilleren selv dykkede hovedet ned i hånden på Jimmi.
Førnævnte Casper Madsen måtte kort efter sande at alt har en ende, da han brændte et straffekast efter ni minutter. TM Tønder trak alligevel fra da især Alexander Hansen fandt hullerne i HEI forsvaret og TMT kunne bringe sig foran med 8-3. Huller i forsvaret var der absolut ingen af foran en stærk Christian Trans. HEI kunne slet ikke komme igennem og det gav en række tekniske fejl hos hjemmeholdet.
6-12 på tavlen efter 25 minutter og gode råd var dyre hos Ryan Zinglersen som dirigerede HEI i 7 mod 6. Han havde heller ikke andet valg, for TMT forsvaret stod fantastisk, styret af en velspillende Jeppe Jonasson. I den anden ende gjorde Nicolai Keller sit, med scoringer på sine to første afslutninger.
Efter 7-13 ved pausen startede HEI som lyn og torden og kom på 10-14. TM Tønder forsvaret tog igen fat og gik i 5-1 forsvar som svar på 7-6 spillet med Lasse Nikolajsen ligende forrest. Det var effektivt og efter 40 minutter var stillingen 11-18. Det tætteste HEI kom på var 15-20 efter 47 minutter.
TM Tønder kørte sejren i hus med en række unge talenter der virkelig løste opgaven. Unge Rasmus Clausen var med og viste lidt af hvad der venter fra ham i fremtiden. Clausen brødrene, Madsen, Redlefsen og Muus på banen samtidig, viste hvilke talenter der udvikles i TM Tønder og der er flere på vej. De sørgede for en flot afslutning på kampen som sluttede 16-26.
På søndag venter Roskilde i Tønderhallerne. Her bliver der brug for samme koncentrerede indsats, så vi kan hive endnu to point i hus. Sidst men ikke mindst skal lyde en kæmpe tak for en forrygende flot opbakning, en søndag aften i Skæring.