Jesper stopper

Jesper stopper

Efter 5 seniorsæsoner i TM Tønder Håndbold, stopper venstre fløj Jesper Redlefsen, på 1.divisionsholdet efter denne sæson. Et tidskrævende job og håndbold på topplan er ikke længere foreneligt. 24-årige Jesper Redlefsen, der de seneste fem sæsoner har huseret på venstre fløj, har truffet beslutningen om, at stoppe på klubbens bedste mandskab:

”Det har været en meget svær beslutning, at skulle stoppe med håndbolden på topplan. Desværre er det ikke muligt at forene håndbolden med et tidskrævende og meget spændende job hos HOME i Tønder. Det harmonerer ikke og jeg har valgt at holde mere fokus på mit civile job. Jeg har haft gode snakke med både sportschefen og den kommende træner, som rigtig gerne havde set, at jeg fortsatte i klubben. Men det har ganske enkelt ikke været muligt at få det til at hænge sammen for mig og heldigvis har der været gensidig respekt omkring beslutningen. Jeg kommer helt sikkert til at savne spillerne i truppen og alle de mange frivillige, som er i TM Tønder Håndbold. Det er en fantastisk klub, hvor sammenholdet er unikt og hvor opbakningen til 1. holdet er helt suverænt. Derfor vil jeg også gerne takke de mange frivillige, som altid er på plads i hallerne for at bakke op, eller som lige skal have en ”håndboldsnak”. Nu gælder det om at slutte ordentligt af, selvom sidste kamp i hal 2 bliver vemodig”.

Sportschef Steen Thomsen er ked af at Jesper Redlefsen ikke er en del af førsteholdstruppen i den kommende sæson, men har fuld forståelse og respekt for beslutningen:

”Jesper er en af de lokale drenge, som har fået sin håndboldopvækst i moderklubben Møgeltønder UIF og efterfølgende spillet i TM Tønder Ungdom. Et år på Sportsefterskolen SINE og senere 2 år på Skanderborg Håndbold Elite Akademi (SHEA) styrkede Jesper, inden han vendte tilbage til TM Tønder som førsteårs seniorspiller i 2017/2018 sæsonen. I 2016 deltog Jesper på ungdomslandsholdet, hvor han var med i EM slutrunden for U18 i Kroatien. Han har i de efterfølgende sæsoner været en fast del af klubbens bedste herrehold. Jesper er en dygtig og vellidt spiller, der altid har været loyal overfor klubben. Han har ofte bidraget med vigtige og finurlige scoringer fra fløjen, ligesom han i contra fasen har vist sit gode blik for spillet. Vi ønsker Jesper alt muligt held & lykke fremadrettet i sin civile karriere, og takker ham for tiden som spiller på klubbens bedste hold, og vi har ikke opgivet håbet om, at han engang i fremtiden for mulighed for at vende tilbage”.

Er der spørgsmål til ovenstående, bedes man kontakte sportschef Steen Thomsen, mobil: 29 45 29 28

Med venlig hilsen
Bestyrelsen,
TM Tønder Håndbold