Kontrakt til to lokale talenter

Kontrakt til to lokale talenter

TM Tønder Håndbold skriver kontrakt med to af klubbens egne talenter. Troels Clausen og Rune Thuskjær Schmidt indtræder således fast i 1.holdstruppen når den nye sæson starter op.

I den kommende sæson rykkes der igen spillere fra U19-holdet op i 1.holdstruppen, og bekræfter dermed det gode talentarbejde som udføres i TM Tønders ungdomsafdeling. Således har klubben skrevet kontrakt med 2 nuværende U19-spillere, bagspillerne Troels Clausen og Rune Thuskjær. To spillere der imponerer cheftræner Michael Wollesen:
”Det er altid en fornøjelse, når lokale unge udvikler sig i klubben og kan træde ind i 1.holdstruppen. Rune har allerede i år fået sin debut på 1.holdet. Rune er ikke den største bagspiller, men han kompenserer for dette ved at være ekstremt klog på spillet. Han er god på vurderingsspillet, brudspillet, og han har ligeledes et godt skud fra mellemdistancen. Derudover er Rune som person ydmyg og hårdtarbejdende, hvilket er gode egenskaber for at udvikle sig yderligere. Jeg er sikker på, at der er et kæmpe udviklingspotentiale for Rune endnu, og han kan nå langt, hvis han arbejder dedikeret for det.”

Rune Thuskjær Schmidt der startede med at spille håndbold i BBI-Saxburg Bülderup, har de seneste sæsoner spillet divisionshåndbold i TM Tønder. Han glæder sig enormt til at tage næste step i karrieren:
”Først og fremmest er jeg utrolig glad for at blive en del af førsteholdstruppen det kommende år. Det er en drengedrøm som går i opfyldelse, og jeg glæder mig til at blive en del af et godt miljø med masser af unge spillere. Jeg synes det er et attraktivt og spændende projekt, som klubben har gang i, hvor unge spillere har en rolle. Personligt håber jeg på, at kunne lægge en masse ting på mit spil og dermed gribe chancen, når den byder sig. Derudover glæder jeg mig til at spille i hal 2 foran en masse tilskuere og Red Support”.

Troels Clausen startede med håndbold i Møgeltønder UIF, hvorefter han har spillet børne og ungdomshåndbold i TM Tønder. Dog afbrudt af et efterskoleophold og to år i Ribe Esbjerg HH. Cheftræner Michael Wollesen ser Troels Clausen som et stort talent:
”Troels er født med det helt rette håndbold DNA, og det er en glæde, at endnu en med efternavnet Clausen finder vej til 1.divisionsholdet. Troels er, trods sin unge alder, i besiddelse af en imponerende fysik, som gavner ham både på forsvars- og angrebsspillet. Han er som spiltype en ægte slider, og han har en kæmpe vindermentalitet. Desværre har Troels gennem de seneste år også været ramt af en del skader. Får han styr på dette, kan han blive en profil for TM Tønder holdet i mange år fremover.”

Troels Clausen er glad for, at klubben giver ham muligheden for at spille 1.division, og han ser frem til de kommende udfordringer:
”Jeg har valgt TM Tønder fordi at jeg kommer fra området og altid har drømt om at spille i TMT-trøjen på klubbens bedste hold. Samtidig spiller min storebror Thomas på holdet, og jeg har altid håbet på at spille sammen med ham på et tidspunkt. Jeg forventer, at få en rolle som jeg stille og roligt skal bygge op, og vise hvad jeg kan. Samtidig er dette en mulighed for, at få afprøvet evnerne på håndboldbanen, og få et indtryk af, om der er en fremtid indenfor håndbold på højere plan”.

TM Tønders bedste mandskab spiller endnu en vigtig kamp, når de fredag aften klokken 19:30 møder HEI Håndbold hjemme i hal 2. Mød op og støt drengene på vejen mod to point.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
TM Tønder Håndbold