Krarup: Underskud på overskud

Når TM Tønder vinder håndboldkampe, så sker det ret overbevisende. Sejrene i denne sæson har lydt på 18, 10, 10 og 7 mål, så her har der slet ikke været nogen slinger i valsen. Anderledes har det dog set ud når kampene har været tætte. Her har vi manglet det sidste, hvilket kan tillægges manglende ressourcer og dermed træthed i både ben og hovede, når kampene skulle afgøres i de sidste minutter. Det er også nogen lunde samme resultat, cheftræner Lars Krarup konkluderede efter den flotte udesejr mod Række Mølle:
“Jeg synes jo at vi har spillet rigtig god håndbold, selv om vi har tabt de her kampe på det seneste, vi har bare manglet marginalerne. Vi har formået at tilspille os masser af chancer, men har bare lige manglet det sidste. Og det skyldes jo nok de her manglende ressourcer, for det er de samme der har måttet trække læsset. De træner fire gange om ugen og spiller hver weekend, så der har nok været noget underskud på overskud og så har man brændt de her chancer, som man normalt ikke brænder. Efter de her fem kampe fik så, i dag, vist os selv at vi godt kan og bare en enkelt sejr mere, kan være det der giver os den kynisme vi har manglet på de afgørende tidspunkter i de tætte kampe”.
Næste weekend er der søndagskamp i Tønderhallerne, når oprykkerne fra Faaborg kommer forbi. Faaborg har en enkelt sejr på kontoen, men har på det seneste ydet god modstand mod stærke hold, så vi håber at se rigtig mange, holde 1.advent i Tønderhal 2.