Lars K: Vi leder efter forsvarsspillet

Efter kampen mod Skive, var det en fattet og realistisk Lars Krarup, der analyserede kampen:
“Efter en kamp i Grindsted, hvor vi virkelig præsterede skidt i vores offensiv, var netop det, noget af det vi havde fokus på i løbet af ugen. Vi havde også fokus på vores udstråling, fight, vilje, attitude osv. På alle de parametre, havde vi snakket om at vi skulle forbedre os og det synes jeg at vi gør i dag” (søndag).
“Vi laver 32 mål og kunne reelt have lavet flere, i forhold til de chancer vi producerer. Der hvor læsset vælter, er at vi lukker 39 mål ind og det er jo helt surrealistisk, for vi står slet ikke med fornemmelsen af at have lukket 39 mål ind. Men vi må også bare erkende at deres fløje laver 18 mål tilsammen. Det havde vi ikke lige kalkuleret med og slet ikke fra deres højre fløje, men de får altså så meget plads, at de næsten ikke kan undgå at putte den i kassen”.
“Og så ligger vi bare hele tiden og halter bagefter. Når vi scorer et mål, så scorer de også et og når vi brænder, så scorer de stadigvæk. Vi prøver at gå i 5-1 for at stresse dem og vi prøver at spille noget syv mod seks, men der er ikke rigtigt noget, der bringer os tættere på. Så det bliver en kamp, hvor vi modsat forrige weekend leder efter forsvarsspillet. Sidst ledte vi efter angrebsspillet, i dag leder vi efter forsvarsspillet og lidt flere redninger. Og så synes jeg bare at vi møder et rigtigt fint og godt spillende Skive hold, som udnytter vore fejl, og bare kender hinanden bedre end vi gør”.