
En banal overskrift på aftenens kamp i Herning, kunne være ”Årets Kamp”. Denne betegnelse er nærmest brugt om de seneste 4-5 opgør med TM Tønder, men lige netop kampen i aften kan gøre en stor forskel i det hektiske nedrykningsslutspil.
TM Tønder mangler HC Midtjylland ude i aften, og Mors Thy hjemme den 29.marts. Og der skal sandsynligvis point på kontoen, for i første omgang at holde nedrykningsspøgelset på afstand. En sejr i aften vil betyde, at Randers skal vinde deres to sidste kampe, for at hente TM Tønder – vel at mærke kan det kun lade sig gøre, hvis TM Tønder taber sidste kamp til Mors Thy. Men spekulationerne skal droppes, og så skal der tænkes på én kamp ad gangen:
”Vi skal holde fokus på kampen i aften, og tage én kamp ad gangen. I aften skal vi op mod et mandskab med flere internationale profiler og et hold bestående af meget rutinerede spillere. HC Midtjylland råder over et stærkt hold på alle pladser og holdets placering i 888-ligaen, står ikke mål med kvaliteten af spillerne på holdet”, siger TM Tønder træner, Claus Lyngsøe
Og TMT-spillerne ved godt, at det er i aften der skal ”skraaalllld åå´” – og det er heldigvis en trup fit for fight, der løber på banen i ”Den Runde Hal” i Herning:
”Spillerne er topmotiveret og har trænet super godt i den seneste periode. Ingen tvivl om at den rigtig gode indsats mod klassemandskabet fra BSV har givet spillerne øget selvtillid. I den kamp viste vi igen, at vi har hævet niveauet betydeligt i vores angrebsspil, og vi fik omsat mange chancer positivt. Disse tendenser kombineret med et stærkt forsvar, skal gerne gå op i en højere enhed i aften. Vi tror på dét”, slutter Claus Lyngsøe
Kampen fløjtes i gang klokken 18:30 – tag turen til Heden og vær med til at give holdet en rød billet til to point.
Sammen er vi stærke