Mageløs præstation

Mageløs præstation

Skive FH kom til Tønder med revanche til gode, efter at have tabt det omvendte opgør, og de havde brug for pointene efter at have tabt topopgøret til TMS Ringsted for en uge siden. Tønderhallerne er dog så småt ved at blive et svært sted at vinde igen, men omvendt har Skive bare så mange strenge at spille på, så vores drenge skulle virkelig levere på allerhøjeste niveau, og det gjorde de så.

Benjamin Holm var godt skydende for Skive og det samme var Thomas Clausen for TMT, så da der efter otte minutter stod 3-3, havde de begge sendt to bolde i nettet. TM Tønder forsvaret med evigt fightende Viktor Bergholt liggende fremme og lige så fightende Tobias Balsby lige bagved havde godt fat i Skive, der slet ikke kunne løse 5-1 forsvaret og ingen udnytter dette bedre end netop Bergholt, der gjorde det til 5-3. Balsby røg ud i to minutter og Skive spillede syv mod fem og det tog kun 14 sekunder, så havde Bergholt snuppet bolden og scoret i tomt net. Lidt efter snuppede han den igen og vi kunne køre undertallet færdigt.

Efter 18 minutter kunne Skive score til 7-6 på straffe og da de lidt efter kom i undertal, fik vi igen momentum og kunne bringe os på 10-6. Det stærke forsvarsspil og en fremragende Andreas Meyer Ejlersen i målet, gjorde det rigtigt svært for gæsterne at komme til noget fornuftigt og lavede de fejl, straffede vi det omgående. Livio Klausen og Mathias Nikolajsen lagde pres på i det etablerede angreb og så scorede vi masser af contramål. Viktor Vlastos og Benjamin Holm kunne med to mål hver sørge for at stoppe blødningen og 14-10 ved pausen var ikke et mål for stort, nærmere et par mål for lidt, efter den bedste halvleg, vi har set fra TM Tønder i denne sæson.

Efter pausen kom Skive med langt mere fysik og fart i deres forsvarsspil. Benjamin Holm var især en enmandshær i deres angreb og scorede de tre første Skive mål. TMT svarede dog igen og efter 10 minutter var vi stadig i front med tre mål. Et brændt straffekast ved 17-15 var startskudet til 8 minutter uden TMT scoring og med tre mål i streg kunne Skive bringe sig foran 17-18. Så er der brug for en der tager ansvar og det gjorde Casper Madsen. med tre mål af ham, hvor vinder viljen lyste ud af ham og et af Viktor blev det 21-18. Skive tog timeout og kort efter kunne Viktor gøre det til 22-18.

Så var der ellers gang i Tønderhal 2’s tilskuere, og drengene på banen lugtede for alvor blod. Marginaler var på vores side, som man ofte ser for hold i medgang og frustrede Skive spillere lavede dumme fejl. Gæsterne forsøgte sig også med helbanepres, men TMT havde løsningerne på det hele og Troels Clausen kunne cementere sejren, med sin scoring til slutresultatet 26-23, inden bomstærke Meyer sluttede kampen af med endnu en redning.

Skive var klart bedre efter pausen end før pausen og fik vendt kampen, og netop her skal vore drenge roses for en kæmpe moral, her kunne kampen godt være blevet tabt. Moral og vindermentalitet var nøgleordene i denne flotte og velfortjente sejr over endnu et tophold og samtlige af de spillere der var på banen bød ind med noget. Stregspillerne der kæmpede som vilde, fløjene der var skarpe, bagspillere der spillede med højt tempo og en meget stærk Meyer i målet. Men en skilte sig ud, vores nye Bergholt, der bare ikke gider det der med at tabe.

Sammen er vi stærke og efter en velfortjent juleferie skal vi have flere tilskuere ned i vores hal, det fortjener de her spillere. Sikke en mageløs præstation af drengene, i begge halvlege.

Viktor Bergholt: 9

Casper Madsen: 3

Thomas Clausen: 3

Livio Klausen: 3

Anton Filtenborg: 3

Mathias Nikolajsen: 2

Troels Clausen: 1

Kristoffer Vestergaard: 1

Mikkel Damgaard: 1