Malte P: Lidt Kaoshåndbold til sidst

Foto: Torben Lund

Malte Pedersen fik en på mange måder stor rolle i holdets sejr i den målrige kamp i Vejlby-Risskovhallen i Århus søndag eftermidag. Allerede midt i 1.halvleg blev der brug for den stærke duelspiller med de hurtige fødder og det stærke aftræk. Umiddelbart efter kampen sagde han om kampens forløb:

“Lige som vi havde forventet, så kommer de jo buldrende og bragende med 120 i timen. Skovbakken er et hold, der gerne vil løbe contra, så vi havde egentlig regnet med at det ville blive en målrig affære. Vi havde håbet på at vi kunne stå bedre i forsvaret, men det synes jeg at vi får rettet til i 2.halvleg, ligesom vi også får løbet bedre retur”.

Til sidst i kampen satsede Skovbakken med et meget højt forsvarsspil, som vi tænkte kunne være rent guf for en spiller som Malte Pedersen: – “Både og” svarede den unge bagspiller og fortsatte: “Det bliver lidt kaoshåndbold til sidst. De ligger utroligt højt fremme og det er ikke noget vi er så vant til at spille imod. Heldigvis havde vi jo fået skabt et så solidt forspring at det ikke gav os problemer”.

På søndag klokken 15.00 skal vi have fyldt hallen godt op, for der forventer vi et drama om, i første omgang 5.pladsen, når de to formstærke hold TM Tønder og Århus HC byder hinanden op til dans. Det skal nok blive en flot håndboldkamp.