Møgærgerligt nederlag

Møgærgerligt nederlag

Det var en målrig kamp fra start, da TM Tønder spillede ude mod Skovbakken. Kristoffer Vestergaard scorede efter behag og efter 13 minutter gjorde han det til 8-8 med sit fjerde mål. Holdene fulgtes stadig ad og Andreas Hylleberg stemlede for alvor ind. Med tre mål i træk sørgede han for at 11-11 blev til 13-14. Redninger var en mangelvare i begge ender, men med en flot afslutning af en toptændt Kristoffer Vestergaard kunne vi gå til pause, foran 14-17. Et brændt straffe og et skud på stolpen af et tomt Skovbakken mål, var grunden til at vi ikke førte større.

Fra starten af anden halvleg begyndte Skovbakkens keeper at tage bolde, det gjorde Jonas Wilde ikke, så på ni forfærdelige minutter kunne Skovbakken bringe sig foran 20-18. Andreas Haagen kom ind og TMT fik udlignet til 20-20. Kampen var helt lige, inden Skovbakken gik fra 24-24 til 27-24. Med 4½ minut igen stod der 29-25 og kampen syntes tabt. Pludselig lykkedes det hele for TMT og på tre minutter blev der udlignet til 30-30. Der var et angeb tilbage til hvert hold, men desværre scorede Skovbakken på deres. TM Tønder fik ikke sat noget ordentligt op på de 30 sekunder de havde bolden. Man overlod det hele til Vestergaard og det havde Skovbakken luret og fik sat en parade på det sidste skud.

31-30 sluttede kampen mod et Skovbakken hold der var til at tale med. Det er superærgerligt at vi ikke lige har et par redninger flere, og at vi to gange ikke formår at score på et tomt mål. Det er de små marginaler der gør at vi må rejse tomhændet hjem fra Århus. Til gengæld skal vi glæde os over at Andreas Hylleberg brændte en super kamp af, når han modtager bolden i fart, er han altså rigtig dygtig.

Kristoffer Vestergaard: 11

Andreas Hylleberg: 7

Jaris Tobeler: 3

Teis Horn Rasmussen: 3

Anton Filtenborg: 2

Sjudúr Olsen: 2

Thomas Clausen: 1

Jesper Redlefsen: 1