
En af de nye spillere i TM Tønder, keeperen Mathias Mosel føler sig allerede godt tilpas.
Er der noget der er vigtigt i håndbold, så er det samarbejdet mellem keeper og forsvar. TM Tønder har mere eller mindre samme forsvarspillere som sidste sæson og Christian Trans er her også stadig. Mathias Højer Mosel er til gengæld ny mellem stængerne, og han har allerede vist sig flot frem.
– Jeg er faldet rigtigt godt til, siger den tidligere GOG keeper. – Alle har taget rigtigt godt imod mig, jeg er faldet godt ind omkring holdet. Det er virkelig lækkert at være i gang, og være en del af holdet.
I kampen mod Skanderborg var Mathias Højer Mosel en afgørende faktor, da kampen til sidst skulle lukkes. – Jeg synes det gik rigtigt fint. Forsvaret fungerer godt og det gør det nemmere for os målmænd at se godt ud.
Torsdag aften skal Mathias og holdkammeraterne prøve kræfter med sidste års semifinalister fra Ribe-Esbjerg. Det sker klokken 19:00 i Skærbæk fritidscenter.