Pressemeddelelse TM Tønder Håndbold Elite A/S

TM Tønder Håndbold Elite har ansat ny cheftræner til klubbens mandskab i 1.division. Klubbens nye træner er Lars Krarup, der tiltræder i klubben på en 2-årig kontrakt med mulighed for forlængelse.
Det bliver den 41-årige Lars Krarup, der bliver ny mand i spidsen for TM Tønders bedste herrehold. Lars Krarup kommer til klubben fra Mors/Thy håndbold, hvor han i øjeblikket er assistenttræner på klubbens herreligahold, samt ansvarlig for deres mandskab i 2. division. Ligeledes er Lars Krarup cheftræner for Mors/Thys U19 liga herrer.
Lars Krarup glæder sig til de nye opgaver i TM Tønder:
”Efter 5 sæsoner som assistenttræner i Mors/Thy håndbold, har jeg ønsket at prøve mig selv af som cheftræner, og da muligheden bød sig i TM Tønder, var beslutningen ikke så svær. Udefra har jeg altid set TM Tønder som en god klub med rigtig gode værdier, og hvor der er stor opbakning til håndbolden. Dette fik jeg bekræftet da jeg for nogle år siden deltog i håndbold DM for handelsskoler i Tønder, hvor jeg til dette stævne mødte mange lokale personer, der er dedikerende og ambitiøse omkring håndbolden. Gode snakke med klubbens sportschef har bekræftet mit indtryk af TM Tønder Håndbold, og derfor er jeg rigtig glad for tilbuddet om dette cheftrænerjob.”
Lars Krarup har meget stor trænererfaring, høj træneruddannelse og brænder for udviklingen af unge talenter. Disse kompetencer glæder han sig til at udfolde i TM Tønder:
”TM Tønders ambitioner er bygget op om gode værdier, og jeg glæder mig til, at være med til at rykke klubben det næste skridt fremad. Klubbens forventninger og målsætninger passer med mine mål, og med det gode grundlag som Michael Wollesen og klubbens andre dygtige trænere har skabt, så glæder jeg mig til at komme i gang. Jeg brænder for at arbejde med spillere, som ønsker at dygtiggøre sig via seriøst arbejde. Historikken i TM Tønder vidner om, at det er et godt sted at udvikle sig som håndboldspiller. Profiler på en række forskellige ligahold i både danske og i udenlandske klubber, har spillet nogle sæsoner i TMT. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at få Tønder Hal 2 som hjemmebane – et sted hvor jeg som udehold har oplevet en fantastisk opbakning til hjemmeholdet.”
Sportschef i TM Tønder, Steen Thomsen, er meget tilfreds med, at det er lykkes at få Lars Krarup til klubben:
”Vi har med Michael Wollesen som cheftræner fået skabt et særdeles godt grundlag og udgangspunkt for et endnu stærkere herrehold i TM Tønder. Da muligheden bød sig med Lars Krarup, synes vi, at hans dedikation til håndbold samt menneskelige og håndboldfaglige profil var et godt match med klubbens værdier og dermed ”det nye pust udefra” som skal bidrage til at udvikle både spillerne og klubben endnu mere.”
Steen Thomsen fremhæver det flotte arbejde, som Lars Krarup har udført i Mors/Thy håndbold, hvor han gennem en lang årrække har videreudviklet klubben og dygtige talenter:
”Lars Krarup har i min optik haft en central rolle i den flotte udvikling, som vi de seneste år har set i Mors/Thy håndbold. Han har haft ansvaret for talentudviklingen, hvor der er skabt imponerende resultater. Der er bl.a. udviklet spillere på meget højt niveau som Mads Hoxer, Mads Kjeldgaard og Frederik Tilsted. Den flotte udvikling har endvidere ført til, at deres U19-hold de seneste fire sæsoner har kvalificeret sig til DM, og Mors/Thy vandt guldet i 2022. Ligeledes har deres unge 2. divisionshold med Lars som cheftræner, vundet deres række tre år i træk. Og kigger man på antallet af udtagne Mors/Thy spillere til diverse DHF-samlinger og landshold afkræver det den dybeste respekt, for det talentarbejde som udføres i Mors/Thy og på Skyum Idrætsefterskole. Et arbejde som Lars har været en vigtig del af. Det flow og den udvikling kan man kun have meget stor respekt for, og bl.a. derfor greb vi muligheden for at tilknytte Lars Krarup til TM Tønder, da den opstod. Desuden er Lars en person med stærke værdier, og han er en meget dedikeret og erfaren træner, som ud over talentudviklingen har erfaring som assistenttræner på ligaholdet gennem 5 år. Vi ser således gerne, at vi i TMT sammen med Lars’ viderefører og udbygger den udvikling, der allerede er igangsat og som er nødvendig, hvis man har en ambition om at spille håndbold på eliteplan i Danmark.”
Er der spørgsmål til denne pressemeddelelse er man velkommen til at kontakte sportschef Steen Thomsen, mobil: 29 45 29 28.
TM Tønder Håndbolds herrehold i 1. division spiller første turneringskamp i 2023 søndag den 22. januar klokken 19:00, hvor de på udebane møder Skovbakken. Første hjemmekamp i det nye år er søndag den 29. januar klokken 15:00, hvor Roskilde Håndbold kommer på besøg.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
TM Tønder Håndbold Elite A/S