Ny Højre Back til TMT

Ny Højre Back til TMT

TM Tønder henter højre back i HC Odense. Sune Skovsen kommer til klubben på en 2-årig kontrakt.

TM Tønder har underskrevet en 2-årig kontrakt med den 21-årige højre back, Sune Skovsen. Sune har de sidste to sæsoner spillet i HC Odense, der lige har vundet deres division og er rykket op i 1. division fra den kommende sæson. Sune har fået sin ”håndboldopdragelse” i Kolding Håndboldklub og KIF Kolding, og efterfølgende har han spillet i Grindsted GIF Håndbold inden han op til sæsonen 2021/2022 skiftede til HC Odense, hvor han i den netop afsluttede sæson har spillet en vigtig og central rolle.

Tilgangen af den venstrehåndede Sune Skovsen glæder sportschef Steen Thomsen:
”Sune kommer med en god fysik. Ligesom han kommer med en god fart i sit spil og i sin skudafvikling. Derfor tror vi på, at han vil passe godt ind i den måde vi gerne vil spille håndbold på. Han er samtidig to-vejs spiller, hvilket giver os endnu flere muligheder i blandt andet contrafasen og i 2.bølgen. Sune er tilmed en spiller, der brænder for at dygtiggøre sig og hans værdier falder fint i tråd med det, vi ønsker i TM Tønder. Med vores set up i den kommende sæson, så er vi sikre på, at Sune vil bidrage til konkurrence om pladserne i vores talentfulde trup.”

Den nye højre back, glæder sig til at iklæde sig den røde TM Tønder trøje i de kommende to sæsoner:
”Efter nogle gode snakke med Lars og Steen er jeg overbevist om, at Tønder var det rigtige for mig. Klubbens målsætninger matcher med mine ambitioner. Derudover kommer jeg til en klub med et professionelt set up og et godt træningsmiljø, hvor jeg er overbevist om, at jeg kan tage det næste skridt i min udvikling som håndboldspiller. Jeg ved, at vi kommer til at blive et ungt hold med en masse spændende spillere. Her forventer jeg, at tilskuerne kommer til at se et hold, der fighter for klubben og for byen. Det glæder jeg mig til, både at kunne bidrage med, men også blive en del af.”

Er der spørgsmål til ovenstående, bedes man kontakte sportschef Steen Thomsen, mobil: 29 45 29 28

Med venlig hilsen
Bestyrelsen,
TM Tønder Håndbold