NY PARTNER 26: DET ER BÅDE FORNUFT OG PASSIO

NY PARTNER 26: DET ER BÅDE FORNUFT OG PASSION

Next Mobility Tønder, ledet af indehaver Brian Hansen, er stolt over at være ny Projekt 26 Partner i TM Tønder og har engageret sig som sponsor for en længere periode.

“Det er en kombination af både fornuft og passion. TM Tønder er et stærkt projekt, hvor tingene bliver gjort på den rigtige måde, og der er en klar retning. Der er struktur, en stor fælles indsats, og en kontinuerlig udvikling på både træner- og spillerfronten. Det skaber en solid base for fremgang og udvikling, både internt og eksternt,” siger Brian Hansen.

Brian Hansen har været en dedikeret sponsor for klubben gennem mange år:

“TM Tønder ligger mit hjerte nært. Jeg står bag holdet i både op- og nedture, for klubben er ikke bare vores eneste elitehold i kommunen, men også vores sportslige fyrtårn. Den repræsenterer hele kommunen, skaber samhørighed og åbner døre, også i de yderste egne. Klubben fremmer fællesskabet og giver os positiv opmærksomhed på landsplan. Det er noget, vi skal bygge videre på i fremtiden.”

Next Mobility Tønder forhandler og servicerer Volkswagen og Skoda og er en del af Next Mobility-kæden, der ejer syv bilhuse i Tønder, Aabenraa, Haderslev, Sønderborg, Ribe og Svendborg, og som Brian Hansen ejer halvdelen af.

Brian Hansen er dybt forankret i Tønder, hvor han har boet hele sit liv.

“Som en ægte Tønder-dreng ved jeg, at ingenting kommer af sig selv. Vi skal støtte hinanden og arbejde sammen for at få tingene til at lykkes. Når vi står sammen, er vi stærke, og når det går godt for hele kommunen, gavner det os alle,” fortæller Brian Hansen.

Håndbolden har en stor plads i hans liv, og han følger alle kampe – enten i Tønderhallen eller via sin tablet:

“Hvis jeg ikke kan komme i hallen, sørger jeg altid for at se kampene online. Jeg kender alle spillerne, og jeg vil ikke gå glip af noget.”