
Med 3 sejre og en uafgjort, har TM Tønder for alvor stemplet ind i ligaen.
Grundspillets nummer 3, bronzevinderne og pokalmestrene. Det er 3 store skalpe, vi har nedlagt i vores første sæson som ligahold. Og ikke mindst sejren over HC Midtjylland, der pt. er rigtig godt kørende er en skalp vi skal være stolte over at have taget, og det er vi da også.
TM Tønder var klar til at tage kampen op fra første fløjt. Ikke mindst Oliver Eggert, der var stærkt skydende og efter godt 7 minutter kunne han med sit 3.mål bringe TMT foran 5-3. TM Tønder drengene var mere sultne end HCM, og havde ikke i sinde at lade modstanderne cruise en sikker sejr hjem. Efter 18 minutter kunne Jimmi Elmgaard bringe TM Tønder foran med 3 for første gang. Føringen holdt til 3,15 for pausen. TMT drengene blev lidt ukoncentrerede i angrebspillet og på 2 minutter blev 13-10 til 13-13, hvilket var stillingen ved pausen.
De første 2 minutter af anden halvleg tabte vi igen 0-3 og en meget vred Claus Løngsøe tog timeout. De første 15 sekunder blev brugt til en regulær skideballe. Det hjalp og TM Tønder kom hurtigt på 16-16. Holdene fulgtes ad med HCM i teten til 20-20, men man sad med en god fornemmelse. Der blev kæmpet helt vildt i begge forsvar, men der var mere fart og ide i vort angebspil, mens HCM var meget afhængige af at Morten Slundt skulle løse opgaven alene.
Claus Lyngsøe sendte Mathias Jørgensen frem i en 5-1 formation og det ødelagde HCM’s angrebspil og TM Tønders kontrafase blev stærkere. TM Tønder bragte sig på 24-21 og nu lugtede det unge hold blod. Med godt 5 minutter tilbage, ved stillingen 25-22 tog HCM timeout og gik nu ud og spillede 7 mod 6. Spillerne fra HCM troede bare ikke rigtigt på det mere og TM Tønder kunne vinde en helt fortjent sejr på 27-22.
TM Tønders forsvar stod fantastisk i dag, og det til trods for at forsvars styrmand Mads Thomsen var syg og kun kunne spille i et begrænset omfang. Ligeledes sad Nicolaj Enderleit ude. Den helt store profil var dog Emil Tellerup, der tog 2 af 4 straffekast havde 17 redninger på 37 skud. En helt igennem fantastisk indsats af Teller, hvilket TMT Red Support heller ikke lagde skjul på.
Mange havde desværre valgt at blive hjemme og se kampen på TV. De godt 500 der var i hallen skabte nu alligevel en helt fantastisk kulisse, hele vejen rundt. En stor tak til drengene fra Sine, der hjalp Red Support med en sublim opbakning.
Målscorer for TM Tønder:
Kristian Stoklund: 7 (3)
Oliver Eggert: 4
Ulrik Eggert: 3
Martin Kærgaard: 3
Mathias Jørgensen: 3
Henrik Storm: 2
Jimmi Elmgaard: 2
Rune Schrøder: 2
Rolf Ravn: 1