TM Tønder manglede igen marginalerne

Det blev en særdeles tæt affære, da TMT og HCM ramlede sammen fredag aften i Tønderhal 2. HCM havde føringerne i de første minutter, men fra 3-4 fik TM Tønder fat i den lange ende. Med stor gejst og mål fra alle kanter, bragte TM Tønder sig foran 8-5. Til gengæld tog det så kun fire minutter for HCM at bringe sig foran 8-9. Især Kasper Skov var flyvende i første halvleg som sluttede 13-13.
Og jævnbyrdigheden fortsatte efter pausen, dog med TMT i teten, flere gange med tomåls føringer. Efter 39 minutter kunne Mathias Nikolajsen bringe TMT foran med 20-17 og det lugtede af en sejr, især fordi Thomas Clausen havde fået gang i målscoringen. Men det lykkedes hele tiden HCM at komme igen også fordi vores gode forsvarsaktioner ikke blev belønnet og de hele tiden fik lov til at beholde bolden ved boldtab. 24-24 med 12 minutter tilbage. Det blev 25-27, inden vores stærke fløje med hver et mål fik udlignet igen. Ved 27-27 spiller HCM syv mod seks og Meyer redder. Vi sender bolden mod det tomme mål og rammer forbi. Så skulle HCM jagte føringen i stedet for udligningen og det er jo ikke ligemeget med halvandet minut tilbage. HCM scorede og vi måtte forcere. Et skud på stolpen og HCM scorede til 27-29 inden vi kunne reducere i sidste sekund, til slutresultatet 28-29.
Møghamrende ærgerligt at tabe en kamp man burde have vundet, men sådanne kampe afgøres på marginalerne og dem har vi ikke for tiden. Vi kan dog ikke klandre holdet for ikke at give alt, men truppen er pt. ikke bred nok til at spillerne kan få de nødvendige pauser. Keeperne stod på 31 og 30 procent, så holdet kan se tilbage på en absolut godkendt præstation. Det er bare lige resultatet der nager, mod en modstander der var til at tale med.