PARTNER 26: DET ER VIGTIGT AT HAVE NOGEN AT SE OP TIL

Kreditbanken har været sponsor for TM Tønder lige siden 2013, og der var ingen tvivl om, at banken skulle være Projekt 26 Partner og forpligte sig som sponsor til 2026:
”Hverken jeg eller banken var i tvivl om, at vi skulle være med. Vi er en lokal bank, og det er vigtigt for os at bakke op om de lokale foreninger, så vi understøtter et aktivt foreningsliv. At vi har et elitehold som TM Tønder giver ekstra energi til området, og spillerne giver de unge nogen at se op til, som kan få dem væk fra skærmene, ud at dyrke sport og opleve glæden ved et holdfællesskab. Det er en betydningsfuld erfaring at give børn og unge,” siger filialdirektør Dorthe Gerlach.
Klubbens nye strategi er vigtig for Dorthe Gerlach:
”Strategien giver helt overordnet en tro på, at vi kan være en del af toppen af dansk håndbold. For os er det ikke det vigtigste, at klubben kommer i ligaen i 2026. Det skal vi nok komme, når vi er klar til det – det vigtigste er, at vi forbliver i toppen. Derudover er det af stor betydning, at klubben satser på talentudvikling af de unge, ligesom det er en kæmpe styrke, at man arbejder målrettet på at få spillerne til at bosætte sig i området. Det er en gevinst på mange områder,” siger Dorthe Gerlach.
Udover strategien vil filialdirektøren også give en stor ros til de mange frivillige i klubben, samt støtteforeningen og Red Support:
”De er alle en utrolig vigtig del af klubben og yder en virkelig stor indsats. De er jo også vores kunder, og det er vigtigt for os at komme i hallen og vise, at vi bakker op om dem og om klubben. Dertil kommer at jeg er kæmpe håndboldfan og har min faste plads i hallen, hvor jeg elsker at være. Jeg er også altid med i erhvervsklubben før, under og efter kampene og deltager i for eksempel klubbens morgenmøder. Det sætter jeg stor pris på ,” fortæller Dorthe Gerlach.
Kreditbankens ansatte har også gode oplevelser gennem TM Tønder, da personalet sammen deltager i arrangementer med stafet, skridttælling og spinning.
”Det giver os nogle gode oplevelser, og for os er det et dejligt fællesskab at være med i. Det nyder vi. Samtidig giver TM Tønder også grobund for et bredt fællesskab i byen, fordi man via kampene og andre oplevelser i klubben har en fælles interesse på tværs og et godt samtaleemne, når man mødes,” oplever Dorthe Gerlach.