Pressemeddelelse

Pressemeddelelse

TM Tønder Håndbold har skrevet kontrakt med 19-årige Rune Henrichsen, der kommer til klubben efter nogle år som ungdomsspiller i Flensburg.

1.divisions mandskabet er i fuld gang med forberedelserne til en spændende ny sæson. Mange nye spillere er op til denne sæson kommet til klubben, og cheftræner Michael Wollesen får endnu et navn til holdkortet, idet klubben har underskrevet en 1-årig aftale med mulighed for forlængelse, med stregspiller Rune Hinrichsen. Rune bor i Aabenraa og har tidligere spillet i BBI Saksburg. I 2017 skiftede han til Flensburg Handewitt, hvor han de seneste sæsoner har spillet ungdomshåndbold.

Tilgangen af Rune Hinrichsen glæder Michael Wollesen:
”Han er oprindelig fra Ravsted, og han har spillet ungdomshåndbold i BBI Saksburg. De seneste 4 år har han dog spillet i Flensburg Handewitt, hvor han i 2019 var med til at blive tysk mester i U19. Han har fået en god håndboldopdragelse, og trods sine kun 19 år, har han en god fysik, og han er samtidig meget bevægelig i sit forsvarsspil. Derudover mestrer han kontrafasen, som passer godt ind til den måde, vi gerne vil spille håndbold på. Han supplerer de 2 andre stregspillere godt, og de kan alle 3 noget af det samme, men de har stadig forskellige kompetencer, hvilket øger fleksibiliteten i vores spil.”

Også Rune Jessen Hinrichsen glæder sig til at spille i den røde TMT-trøje:
”Jeg glæder mig til at komme i gang, og mine forventninger er, at jeg arbejder mig hen til at få så meget spilletid som muligt. Desuden at jeg både kommer til at udvikle mig personligt, men også som håndboldspiller med den nye udfordring i 1. Division. Som hold forventer jeg, at vi vinder så meget som muligt i det vi gir’ 100% hver gang vi træner eller spiller kamp. – Og så glæder jeg mig naturligvis også helt vildt meget til at spille foran Tønders fans”.

TM Tønder begynder den nye sæson på hjemmebane i Tønder Hal 2, søndag den 5. september klokken 14:00, hvor holdet tager imod Vendsyssel Elitehåndbold.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
TM Tønder Håndbold Elite A/S