Pressemeddelelse TM Tønder Håndbold Elite A/S

Efter en pause fra tophåndbold er stregspiller Mikkel Damgaard tilbage i TM Tønder. Klubben og Mikkel Damgaard har indgået en kontrakt for resten af sæsonen.
Op til 2021/2022 sæsonen kom den dengang 19-årige stregspiller Mikkel Damgaard til TM Tønder Håndbold efter 2 1⁄2 sæson på håndboldakademiet på Mors, hvor han også spillede i Mors/Thy Håndbold. Mikkel spillede en flot sæson i 1.division, og udviklede sig særdeles positivt i både forsvar og angreb. Op til indeværende sæson havde Mikkel brug for et break fra håndbolden, og derfor blev hans kontrakt med klubben – i gensidig forståelse – ophævet. Heldigvis har Mikkel igen fået lysten til tophåndbold, og derfor er vi meget glade for at kunne indlemme ham i klubbens førsteholdstrup fra dags dato:
”Jeg er glad for, at Damgaard har genfundet lysten til håndbold. Da han blev mættet i foråret og derfor valgte at stoppe, blev jeg mest af alt trist på hans vegne. I den seneste sæson gennemgik han en flot udvikling, og han havde alle muligheder for at blive en stor profil i 1.division. Det har han stadigvæk, men det er klart, at der er noget rust, som skal bankes af, og han mangler stadigvæk også at komme i form. Men med tiden er jeg sikker på, at Damgaard bliver en gevinst for holdet både defensivt og offensivt.” siger cheftræner Michael Wollesen.
Mikkel Damgaard er glad for, at lysten til tophåndbold er tilbage og ikke mindst at han igen skal tørne ud for TM Tønder Håndbold:
”Jeg har de seneste uger trænet med TM Tønder, og det er skønt at være tilbage igen. Det har været let at falde til i truppen, da mange fra sidste år stadig er i klubben. De nytilkomne kender jeg fra tidligere. Victor Bergholt har jeg gået på håndboldakademi sammen med på Mors, ligesom jeg mange gange har spillet mod Livo Klausen og Matias Nikolajsen, så implementeringen i truppen har foregået rigtig fint. Nu glæder jeg mig til igen at tørne ud for TM Tønder. Det er nogle vanskelige kampe der venter i nærmest fremtid, men jeg er klar til at bidrage med alt hvad jeg kan i begge ender af banen.”
TM Tønder spiller næste kamp på søndag klokken 15:00, hvor de hjemme i Tønder Hal2 møder rækkens tophold HØJ Elite, der bl.a. har Bo Spellerberg og de tidligere TMT-spillere Alexander Hansen og Jeppe Jonasson på holdkortet.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
TM Tønder Håndbold Elite A/S