Sæsonen slutter med en stor kamp på lørdag i Hal 2

Sæsonen slutter med stor kamp på lørdag

Der er vist ingen tvivl om at en sæson, hvor vi har været så udfordret af skader, er ved at sætte sine spor. På lørdag skal holdet for sidste gang i denne sæson i kamp, og de sidste ressourcer skal brændes af, når det absolut mest succesfulde hold i 2025, Århus Håndbold står på den anden side af stregen. Århus har ganske enkelt vundet alle 9 kampe i 2025, heriblandt over både HØJ og Skive. De har vundet de seneste 10 kampe og har vundet 18 af de seneste 19 kampe, mens den sidste endte uafgjort. Det er hvad TM Tønder har at se frem imod på lørdag.

Og kigger man så lige deres trup igennem, så er det jo et ligahold i forklædning. De har absurd dygtige spillere på alle pladser og ikke bare en, men mindst to dygtige spillere på hver plads. I det omvendte opgør fik de da også knækket TMT, der ellers var kommet godt fra start, men da kampen var slut, stod der 32-20 på tavlen. Det er det klareste nederlag til os i denne sæson, men det betyder på ingen måder at vi ikke vil prøve at ødelægge deres serie. Men det er et Århus hold som stadig kan rykke direkte op, hvis HØJ dummer sig i Odder, så de vil komme med alt hvad de har.

TM Tønder skal bare ud og spille frit, spille med begejstring. Det vil give genlyd hvis vi kan tage point fra Århus og så tror vi slet ikke at vores spillestil behager østjyderne. Så kan vi endnu engang få forsvaret og keeperne op i allerhøjeste gear og få løbet med dem og vi så modsat den omvendte kamp kan få skudt hul på deres keeper, så ved man aldrig hvad der sker i Tønderhal 2. Og vi har trods alt også været et af rækkens absolut stærkeste i 2025, og samlet 15 af 18 mulige point.

Det vi ved, er dog at der sker en hel masse omkring kampen. Steen Thomsen gæster Fanzonen der er åben for alle og du kan vinde et rejsegavekort med Primo Tours. Og efter kampen, der afrunder sæsonen, skal vi have kåret årets mål. Så kryds lørdag af i kalenderen og besøg Tønderhal 2. Kampen starter klokken 15.00. Sammen er vi stærke.