Sæsonen starter med et brag, ude mod TSØ

TM Tønder har egentlig fået et rigtig fint åbningsprogram, i det der bliver historiens stærkeste 1.division. For at åbningsprogrammet kan blive så fint som vi håber, er der dog en meget svær forhindring, vi skal over. Team Sydhavsøerne på udebane er på ingen måder nogen nem opgave, for nogen i rækken.
Med hold som HØJ, Århus, Skive og Lemvig, der stiller op med noget der ligner ligatrupper, tilført stærke hold som HCM, Rækker Mølle, TSØ og os selv, så bliver der kamp om pladserne i toppen af rækken. Derfor er kampen i Maribo et vigtigt topopgør, mellem to hold der skal finde sig selv i sub-toppen, og begge skal forsøge at udfordre de fire forventede tophold.
Team Sydhavsøerne har haft vigtige udskiftninger i truppen og nye skal spilles ind. De har dog stadig et stærkt hold de kan sætte på banen og undgår de for mange skader, modsat sidste sæson, så bliver de svære at have med at gøre. Der er selvfølgelig lige nogle nye der skal spilles ind og det er derfor fint at møde dem i første runde, men en udekamp i Maribo er bare aldrig nem.
TM Tønder har vundet fem træningskampe i træk, men det må ikke blive en sovepille. Vi så det i forrige sæson, hvor vi bl.a. slog Grindsted i en træningskamp, hvorefter de gav os smæk i runde tre. Det er noget helt andet, når der spilles om point. Vi skal derfor nulstille, glemme resultaterne i træningskampene og være klar over at der venter en virkelig svær opgave i Maribo. Vi har haft lidt småskader, som vi håber at vi er ved at få bugt med, så vi kan stille op i stærkeste opstilling, lørdag klokken 15.00 i Maribohallen.