Rune Schrøder: det begynder at se rigtig fint ud

Det var en sindsyg vigtig sejr i forhold til tabellen, men også i forhold til holdets selvtillid
Schrøder: det begynder at se rigtig fint ud

Rune Hoyer Schrøder har efter eget udsagn savnet at fyre en rigtig god kamp af, efter sit comeback til TM Tønder. Det behøver han ikke at bekymre sig om mere, efter en stor præstation af den hårdtskydende bagspiller i Maribo. Ikke mindst efter pausen var han en evig trussel for TSØ forsvaret, og han fik sendt 8 bolde i kassen bag den ellers dygtige keeper i TSØ målet. Efter kampen blev Rune da også spurgt ind til hvorfor det var os der stod med de to point.

– “Jeg synes virkelig at vi holder hovedet koldt de sidste 10 minutter. Vi kæmper med mange ting gennem kampen og får to mand, som er vigtige for os udvist. Men der står vi bare sammen og de sidste 10 minutter leverer vi på et rigtigt højt niveau og derfor får vi de to point med hjem. Og når man så får to vigtige mand udvist, må andre tage over, også mig selv. Jeg gør mit bedste og lykkedes heldigvis med det meste i dag. Det var en sindsyg vigtig sejr i forhold til tabellen, men også i forhold til holdets selvtillid. Det her er en rigtig svær udebane og nu kan vi i næste hjemmekamp mod HØJ, rykke forbi dem, så det begynder at se rigtig fint ud”.

Også Lars Krarup var tilfreds med de to point, der for alvor sender TM Tønder op i hælene på topholdene. Han så en lige kamp langt hen af vejen og så var han bare rigtig glad for at Magnus Siim ramte en fremragende dag.

– “Det er jo en rigtig god kamp med to stærke forsvar og gode keepere i begge ender. Det står 22-22 med syv minutter tilbage og der viser Siim jo topklasse og lukker kampen for os” kunne en tilfreds cheftræner konstatere efter kampen.