Rune Schrøder betegner aftenens kamp som endnu en finale

Der mangler 7 kampe i 888-ligaen og disse kan med rette betegnes som finaler.
Så det er en ny finale, der venter Rune Schrøder og hans holdkammerater, når der klokken 18:30 fløjtes op i en forhåbentlig tætpakket Tønder Hal 2. Venstre backen ser frem til kampen, hvor der er fokus på bevægelig og coolness:
“Det er et godt hold der kommer på besøg i aften – et hold med store profiler, som har nogle unikke individuelle kvaliteter. Spillere som Bo Spellerberg og Philip Stenmalm er virkelig dygtige, og skal vi have succes i aften, så skal vi lukke ned for deres indbyrdes spil, og ikke mindst deres indspil til stregen. Ligeledes tror jeg, at det bliver rigtig vigtigt med en masse bevægelighed fra vores side. Vi skal gerne få rykket rundt på deres kompakte forsvarsspil, ligesom vi i højere grad skal løbe contra. I sæsonens første kampe synes jeg vi – bortset fra en enkelt svipser – stod rigtig godt i forsvaret. Det skal vi igen have stabiliseret, så vi ikke lukker så mange mål ind. Det handler om at finde den rette balance, så vi i forsvaret kan hjælpe vores målmænd bedst muligt. Kan vi det – og samtidig bibeholde vores fine angrebsspil – så tror jeg også, at vi har mulighed for point i aften.”
Rune Schrøder har efterhånden spillet mange kampe i Tønder Hal 2, og han fremhæver – som mange andre – den fantastiske stemning der ofte bliver skabt i de tætte kampe:
“Hjemmebanen bliver igen vigtig for os i aften. Vi har en utrolig støtte i Tønder Hal 2, og det giver både tryghed og ballast, når vi ved publikum er med. Det skal vi gerne have til at ske igen denne fredag aften. Vi tror på det og er klar til at gøre alt for at vinde aftenens “finale.”
Vores hold har endnu ikke tabt til syd- og sønderjyske modstandere i dette års turnering. Uafgjort mod både Ribe-Esbjerg HH og KIF Kolding København, samt en sejr over Sønderjyske. Aftenens lokalopgør må meget gerne fortsætte denne statistik!
Kom i hallen og hjælp vores hold – vi ses i Tønder Hal 2
SAMMEN ER VI STÆRKE