
Onsdag aften klokken 19:30 fløjtes der op til årets sidste turneringskamp i 888-ligaen, når TM Tønder hjemme i Tønder Hal 2 tager mod Mors-Thy Håndbold.
Sidste uges befriende sejr i Herning over HC Midtjylland, kombineret med Sønderjyskes sejr over Randers HH, betyder at det direkte nedrykningsspøgelse er forsvundet. Mange frygtede at det hele skulle afgøres i sidste runde, hvem der skulle være den direkte nedrykker fra 888-ligaen. Dette undgik TM Tønder og sæsonens første store målsætning er indfriet.
Dermed ikke sagt, at der ikke er noget at spille for på onsdag – tværtimod!!
Med en sejr kan TM Tønder – måske – rykke forbi Skanderborg Håndbold, der i denne runde møder allerede nedrykningsdømte Randers HH. Kommer TM Tønder forbi Skanderborg, så slutter holdet sæsonen som nummer 12 i ligaen, og skal så møde nummer 3 fra 1.division – en placering der pt. indtages af TMS Ringsted. Et hold der trænes af Christian Dalmose, og på holdkortet har bl.a. Rune Ohm, Lasse Sinding, Michael Riis og Andreas Stryger.
Bliver TM Tønder nummer 13 i ligaen, så skal holdet møde nummer 2 fra 1.division. Her ligger Skive i øjeblikket, selvom holdet i weekenden tabte 33-19 til Team Sydhavsøerne. Skive har et par store profiler i Andreas Toudahl og Mads Øris Nielsen, men også spillere som målmand Jesper Sørensen, Daniel Guldsmed og Tobias Rasmussen er profiler på et mandskab der hidtil har spillet stabilt i 1.division.
Onsdagens kamp mod Mors Thy bliver også en kamp mod et mandskab der allerede er klar til slutspillet. Mors Thy er inden sidste runde nummer 7, men kan med en sejr – og et par resultater der ”flasker sig” – ende på 6.pladsen i rækken.
Mors Thy begyndte sæsonen som lyn og torden, og indledte med en sejr på 37-19 ude over GOG. Holdet fortsatte den gode start og slog efterfølgende både Ribe-Esbjerg og Randers. Herefter havde holdet lidt en downperiode, men kom igen på sejrskurs, da TM Tønder gæstede ”Bette Balkan” i 13.spillerunde. Her vandt Mors-Thy 29-25, og startede en stor stime af flotte præstationer. Holdet fik således point i de efterfølgende 9 kampe, og med sejren i Aarhus i næstsidste spillerunde, sikrede holdet sig definitivt en plads i slutspillet. Om træner Jan Paulsen så vælger at spare et par af de store profiler er uvist, men holdet råder over individuelle spillere, der i mange kampe har gjort en forskel. Senest var det især stregspiller Christoffer Cichosz der imponerede, men især højre back Markus Dahlin har spillet en stor sæson. Han har scoret 123 gange for Mors-Thy! Også Nikolaj Sommer, Stefan Nielsen og Nikolaj Jensen er spillere med højt niveau.
Skal TM Tønder vinde opgøret, så skal de mange positive takter fra specielt de seneste to kampe fortsættes. Her har holdet spillet meget velovervejet i angrebet, afslutningerne er hævet mindst et niveau, og så har holdet stået rigtig godt i forsvaret. Mod HC Midtjylland fungerede omstillingsspillet særdeles godt, ligesom det igen var en stor fornøjelse at se indspil til vores dygtige strege. Og nå ja – så stod målmand Trans igen en super kamp!
Holdet fortjener stor, stor opbakning på onsdag. Mors-Thy kalder deres hjemmebane ”Bette Balkan” pga det intense stemning – lad os vise morsingboerne, at vi her i Tønder har Danmarks bedste hjemmebane. Der er rekordtilmelding i Erhvervsklubben, så lad os alle komme i Tønder Hal 2 og støtte holdet bedst muligt.
Kampen fløjtes i gang klokken 19:30 – vi ses!