Siim: Vi dækker rigtig godt op

Magnus Siim ramte et tårnhøjt niveau i Odder og godt hjulpet af et stærkt forsvar, leverede han hele 20 redninger og det kunne være blevet til endnu flere, men især i 2.halvleg havde Odder fået så stor respekt for vores unge keeper, at de begyndte at sende skudene forbi mål eller på træværket. Trækker vi to straffekast fra og en Odderscoring i tomt mål, så lukker Magnus Siim blot 16 mål ind i åbent spil og det giver ham en redningsprocent på 56, ganske imponerende. Selv synes Siim at forsvaret gjorde det nemt for ham:
“Jeg synes at vi dækker rigtig godt op gennem hele kampen og derfor får jeg rigtig gode betingelser og en masse redninger. Og så synes jeg at vi til tider spiller noget rigtig godt angrebsspil, og når vi så ikke gør det, så løber folk retur og dækker op, så vi ikke får bolden lige i hovedet igen, som vi har gjort i nogle af de andre kampe. Jeg synes at vi defensivt holder vore aftaler, og så bliver det også let for mig at få nogle redninger” siger Magnus Siim.
Og assistenttræner Casper Madsen følger op med store roser til den unge målmand: “Vi vinder i dag, fordi vi står rigtig godt i forsvaret, og fordi Siim står virkelig godt i dag. Jeg ved ikke om det er fordi han har gode betingelser, men han står virkelig godt. Forsvaret står godt og vi løber kontra og det er netop noget vi har snakket om at vi skal være gode til, og det synes jeg så at vi er i dag. Jeg synes at vi holder aftalerne i forsvaret og i kontrafasen. Angrebsmæssigt havde vi snakket om at vi skulle komme i høj fart, og det synes jeg også at vi til tider løser, især fra starten af 2.halvleg. Der kommer vi i høj fart, skaber gode rum og er i stand til at slippe bolden. At slippe bolden er udslagsgivende, for så kommer vi til gode chancer mod et Odder forsvar, som jeg egentlig synes gør det svært for os. Men jeg synes at vi får det løst, så angrebsspillet var acceptabelt, men ikke prangende”.
På fredag klokken 19.30 er det Rækker Mølle vi skal forsøge at løse. Den kamp spilles i Tønderhal 2