Smal trup giver sammenhold

Der var god stemning i Tommeruphallen i lørdags. Jeg fik en god snak med Tommerups unge træner, dommerne var i højt humør og hallen fyldt. Den gode stemning på TMT’s bænk, som bestod af undertegnede, en målmand og en enkel udskifter, fortsatte ind i første halvleg.
Jacob Brandt startede på bænken, men kom ind i forsvaret, så alle 7 markspillere var i aktion fra kampstart. Vi var foran fra start og det blev en 1. halvleg, hvor vi fandt løsninger på alle Tommerups forsøg på at genere os. En bagkæde med Rune, Lasse og Mads bød alle ind med skud og gode indspil til Søren og Brandt på stregen. Fra fløjene var Rasmus og alderspræsident Reinholdt sikkerheden selv. Det var Tommerups fløje til gengæld ikke – her havde vi aftalt at åbne lidt, hvilket betød at Mikkel og Emil brillierede med en perlerække af gode redninger derfra. Det betød at vi kunne gå til pause foran med 16-11.
I 2 halvleg blev vi lidt presset – midt i halvlegen var Tommerup oppe og snuse ved 20-19. Af gode grunde kørte vi lidt trætte og forsøgene blev misset. Heldigvis havde vi vores målmænd. Efter en længere stillingskrig fik vi endelig skabt lidt hul – Emil brillierede med flotte redninger og så kunne vi køre kampen hjem. Den ender 25-22 til os.
2. halvleg var ikke køn men vi fik sat en prop i defensiven, som også i sidste weekend var virkelig god. Efter kampen var der høj stemning i TMT’s omklædningsrum. Det er altid fedt og tage til fyn med en lille trup og vinde – at man kan stå sammen, når der er mest brug for det. Det viste vi i lørdags.
Mose