Så er der igen tophåndbold i Tønder Hal 2 - søndag kommer Køge på besøg

Mens VM feberen raser i Danmark, og fjernsynet viser den ene topkamp efter den anden, så er det igen blevet tid til, at vores hold skal i aktion. Efter mere end en måneds kamppause, så tager holdet hjemme i Tønder Hal 2 mod Køge Håndbold. En modstander som vi i den første kamp i Køge besejrede med 28-23.
Men selvom Køge blev besejret i det første indbyrdes opgør og er placeret nederst i tabellen, så skal søndagens modstander ikke undervurderes. Træner Torben Sørensen siger følgende om opgøret:
“Vi glæder os til igen at komme til at spille om point efter en lang pause. Vi er dog noget ramt på ressourcerne op til søndagens kamp, da vi har flere spillere der døjer med småskader, og har været ramt af sygdom. Ligeledes er det længe siden vi har kæmpet om point, så jeg tror ikke, at det bliver det polerede håndboldspil, som kommer til at præge kampen. Køge har alt at vinde og vil givetvis fighte alt det bedste de har lært, og dermed spille deres chance. Køge spillede en rigtig fin kamp i sidste spillerunde, hvor de indtil det sidste kvarter var foran i kampen mod Odder, og de endte med “kun” at tabe med tre mål. Derfor skal vi virkelig igen spille en koncentreret kamp fra start til slut – gør vi det, så vinder vi også.”
Kampen fløjtes i gang klokken 15:00 og dømmes af Jonas Primdahl & Lasse Wahlstrøm.
Vi ses i Tønder Hal 2 – SAMMEN ER VI STÆRKE