Morgenmøde TM Tønder Erhvervsklub fredag den 13.april
Fredag morgen er der igen morgenmøde i TM Tønders Erhvervsklub. Denne gang er der spændende besøg fra Nordjylland, hvor Heidi Nørgaard Jensen fra Aalborg Universitet besøger os.
Heidi har en baggrund som industriel designer, R&D Manager hos Højer Møbler og nu ansat hos SEA – Supporting Entrepreneurship på Aalborg University – det er Aalborg Universitets base for entreprenørskab og innovation.
Heidi Nørgaard Jensen arbejder bl.a. med skabe succes for iværksættere, ledere og medarbejdere via forretningsudvikling. Med udgangspunkt i begrebet ”Design Thinking”, vil Heidi Nørgaard Jensen give indspark til Erhvervsklubbens medlemmer, om hvordan man kan tænke koncept og forretningsudvikling ind i en travl hverdag.
”Design Thinking” er en metode, som din virksomhed kan anvende for at skabe forretning. Her går man som virksomhedsejer ind og bruger den erfaring man har om sine kunder og kigger på kundernes behov, analyserer hvordan man via en systematisk måde at tænke kreativt og innovativt kan skabe værdi for de enkelte virksomheder.
Virksomhederne i TM Tønders Erhvervsklub har god indsigt i kundernes behov, og emnet er derfor særdeles aktuelt og der vil således være god inspiration at hente.
Efter oplægget er der mulighed for erfaringsudveksling og networking.
Mødet begynder klokken 07:30 i Tønder Sport og Fritidscenter og slutter klokken 09:00.
Vel mødt til endnu et inspirerende morgenmøde i TM Tønder Erhvervsklub.