Søndag klokken 15:00 er der igen tophåndbold i Tønder

Efter sidste weekends uafgjorte resultat i Odder, afskrev mange, at TM Tønder kunne nå at spille sig tilbage på 1. pladsen i rækken. Holdet satte et point til i kampen om den direkte oprykning, som Fredericia har sat sig hårdt på. I denne uge tabte Fredericia imidlertid, hvilket har givet nyt håb til TM Tønder. Det kræver dog i første omgang, at hjemmeholdet besejrer søndagens gæster fra Stoholm.
Stoholm har overrasket mange gennem sæsonen, hvor de har kæmpet for at slippe fri af de direkte nedrykningspladser. Holdet har hentet 16 point, og lige nu er de placeret som nummer 11 i rækken. Holdet kommer til Tønder med selvtillid, efter de har hentet 3 point i de seneste to kampe. Først en sejr på fire mål i Odder, og senest et uafgjort resultat hjemme mod Ajax.
Resultater der vidner om, at det bliver en ny vanskelig opgave for hjemmeholdet i morgen eftermiddag. Nøjagtigt som i det første indbyrdes opgør, hvor TMT vandt 25-27, efter de havde været presset i hele kampen.
Det er en flok topmotiveret spillere fra hjemmeholdet, der i morgen løber på banen i Tønder Hal 2. En sejr vil mindske afstanden til Fredericia ned til 1 point – dette med 5 runder igen.
Slutprogrammet for TM Tønder er efter kampen mod Stoholm en hjemmekamp mod Skive, udekamp mod TSHØ, hjemmekamp mod Høj, udekamp mod Odense og så slutter holdet af på hjemmebanen mod Frederikshavn
Vi ses i hallen i morgen – SAMMEN ER VI STÆRKE