Stor nyhed fra Tophåndbold

Stor nyhed fra Tophåndbold

I Tophåndbold appen er der længe blevet arbejdet på en løsning, der skal gøre det muligt at streame alle håndboldkampe fra 1. division direkte i appen.

Det betyder, at du allerede på søndag kan live-streame kampen mellem TM Tønder og Sydhavsøerne kl. 15.00. Live-streamingen foregår via ubemandede kameraer, der automatisk følger spillet. Vi håber og tror på, at alt glider som det skal med det tekniske, men beder om forståelse for, hvis der – mod forventning – skulle være udfordringer undervejs her i den spæde begyndelse på et fantastisk tiltag.

Om den enorme nyskabelse lige op til sæsonstart fortæller Tophåndbolds direktør Thomas Christensen:
-Det er en fantastisk nyhed. Vi har længe gerne villet promovere 1. divisions-håndbold mere, og det kommer vi i den grad til at gøre med denne nyskabelse. Aftalen er kommet i stand i et samarbejde mellem os, TV 2, SportWay og Dansk Håndbold Forbund, og platformen bliver appen ”Tophåndbold” som vi søsatte sidste efterår, og som er gratis for brugeren at downloade og benytte sig af. Det er ubemandede kameraer, der automatisk følger spillet, og der er selvfølgelig generelt en del tekniske elementer i at kunne streame live fra så mange haller, men vi forventer, at vi ret hurtigt kommer over eventuelle børnesygdomme, og har et produkt som brugeren vil være meget tilfredse med, siger Thomas Christensen.

For at få adgang til live-streamningen af alle vores kampe (ude som hjemme) skal du sørge for at have den nyeste version af appen Tophåndbold downloadet og være logget ind. Har du ikke allerede appen kan den downloades ganske gratis via App Store eller Google Play. Husk selvfølgelig at vælge TM Tønder som din hjerteklub. På app’en kan du også være med til at vælge kampens spiller, som vi håber bliver klar til på søndag. (det sidste hører i mere om, når det er klar).

Læs mere om appen her https://tophaandbold.dk/app/

Kampene der streames findes under Livescore funktionen, hvor du blot trykker dig ind på kampen og dernæst trykker på livestream-ikonet ved kampstart.

God fornøjelse.