Storkamp venter på søndag i Tønderhal 2

Storkamp i Tønderhal 2

Godt nok ligger vi på 6.pladsen og Lemvig-Thyborøn ligger på 5.pladsen. Ingen af os kommer formentlig tæt på top 3, men alligevel er det noget af et storkamp der venter på søndag, når to stærke mandskaber tørner sammen. LTH er et hold der er svær at læse, på resultaterne. I december spillede de uafgjort mod både Skive og Århus og fulgte så op med at tabe hjemme til FIF. I 2025 startede de op med at få en snitter mod Midtjylland hvorefter de vandt over Rækker Mølle og Faaborg. I onsdags spillede de så 36-36 ude mod HØJ. Det var deres sjette uafgjorte kamp i sæsonen.

LTH har i Jonas Gade, Lasse Pedersen og Mathias Bitch en rigtig målfarlig bagkæde og så har de stregspilleren Fredrik Clementsen som scorer mange mål. I Ølstykke scorede deres fløje 11 mål, så man ved ikke rigtig, hvor man skal lukke ned for dem. Det man ved er at de scorer mange mål og at de lukker en del mål ind. Med andre ord, så skal vi nok regne med at skulle score 33-34 mål for at kunne slå dem.

Kan vi få forsvaret op i højeste gear, så kan vi også holde dem nede på færre mål. Det omvendte opgør endte 25-25 og hold som Norddjurs og Århus har også holdt dem på under 30 mål. Så det drejer sig i bund og grund om det sædvanlige. Defensiven skal stå stærkt, som den har gjort så mange gange før, så vi kan få en række nemme mål og så skal vi score på vores chancer og ikke give deres keepere snærten af at de har en god dag. Det er vejen til succes mod et hold, der efter en del år i ligaen, nok havde forventet mere af denne sæson.

PTI sponsorerer 50 billetter til søndagens kamp og derudover har de udlovet 12 præmier til heldige vindere. Det eneste du skal gøre for at deltage i konkurrencen, er at have tophåndbold app’en på din telefon og vise den frem til Støtteforeningen i deres bod. Så er du med i lodtrækningen.

Vi ses til storkamp på søndag i Tønderhal 2. – Er du ikke i Tønder på søndag, så kan du også se kampen på jfm.play.