
TM Tønder har ikke spillet lokalopgør i mange år. Fredag aften venter det største af dem alle.
Tønder vs Ribe har altid været noget helt specielt. Mange store opgør mellem disse 2 klubber er spillet gennem en årrække. Op gennem ungdomsrækkerne er netop kampene mod Ribe noget helt specielt, og så har vi spillet nogle drabelige opgør mod hinanden i 1.division, for nogle år siden. Nu mødes vi for første gang nogen sinde i ligaen, og det er stort, det største lokalopgør i Sydjylland.
Ribe-Esbjerg HH kom skidt i gang med sæsonen, med 2 uventede nederlag mod HCM og Mors-Thy. Herefter fulgte så 2 uventede og flotte sejre mod Skjern og TTH, inden de i mandags skuffede igen og tabte hjemme mod Århus.
REHH har skiftet en del ud i truppen, og største nyerhvervelse er Lukas Karlson fra KIF. Andre profiler er målmand Jonas Hansen, Søren Tau, Pelle Schilling og Morten Nyberg. Skal man finde et svagt punkt på holdet, kan det være at det nogen gange bliver for meget Karlson, og for lidt holdet.
For TM Tønders vedkommende bliver det vigtigt at vi først og fremmest får armene ned efter den flotte sejr i Gudme. Det er en kamp hvor forsvaret og kontrafasen bliver vigtig. Netop mod REHH kan kontrafasen blive afgørende, det så vi tydeligt i en træningskamp mellem disse to hold, hvor vi i 30 minutter løb dem over ende. I Gudme så vi at netop kontrafasen fungerede rigtig godt.
Andre ting skal naturligvis også lykkes. Bl.a. skal der spilles etableret angrebsspil med tålmodighed, hvis man ikke lykkes i første eller anden bølgen. Bookmakerne har fået øjnene op for at TM Tønder er et hold der skaber overraskelser (Læs: Resultater), så odds for en hjemmesejr er ikke så store denne gang. 2,70 for en hjemmesejr og 1,75 for en udesejr, men REHH er favoritter, det må vi erkende.