Supervigtig udekamp

Der ligger tre hold under TMT i stillingen, et af dem er Elitesport Vendsyssel, som vi mangler at møde to gange, første gang onsdag aften i Hjørring. Og lad det være sagt med det samme, det bliver overhovedet ikke nemt. Vendsyssel er et godt hold, der tidligere hed Frederikshavn, som man ikke bare lige sådan trækker fra i løbet af kampene. Vi skal derfor være opmærksomme på at det kan blive en lige kamp hen af vejen. Nordjyderne har dog ikke fået mange point ud af bestræbelserne. Fire point er det blevet til, men de mangler også tre kampe i forhold til TMT, så deres chance er naturligvis at vinde de to indbyrdes opgør.
Anderledes ser det naturligvis ud hvis TMT vinder i Hjørring. Lige nu er vi 5 point foran Nyborg og 6 point foran ESV og Odense. Kan vi øge den afstand med 2 point på onsdag, ser det såmænd ganske fornuftigt ud. Kan vi få godt med tempo i spillet, som vi havde det mod Grindsted, skulle det også kunne lade sig gøre at hente pointene med hjem. Vi må ikke lade os lulle i søvn og lade Casper Holmen styre slagets gang, for så er de farlige. Så selv om en onsdag aften i Hjørring ikke lyder alt for sexet, så tror vi på at drengene klarer den, og vi kan tage et stort skridt mod overlevelse.
I midtuge kampene bliver der spillet ligahåndbold på TV2, og derfor kan der ikke streames fra kampene. Derfor kan vi ikke se kampen live, men må følge med på Tophåndbold. Kampen spilles onsdag aften klokken 19.30.