T.C. vil minimere dårlige perioder

T.C. vil minimere dårlige perioder

De der var i hallen i Herning, da TM Tønder tabte 32-31 til HC Midtjylland, kunne godt se at det var de meget små marginaler der afgjorde at det var hjemmeholdet der tog begge point. Thomas Clausen var en af de mest velspillende bagspillere og han ærgrede sig over nogle ting i kampens forløb, men glædede sig samtidig over holdets præstation i store dele af kampen.

– Jeg synes at vi i mange perioder spiller rigtig god håndbold. Det vi især gør godt er at vi løber med dem. Desværre er der også nogle dårlige perioder, i midten af første halvleg og i starten af anden, og de perioder skal vi have minimeret, for så har vi dem jo. Men vi dækker godt op og vi kæmper røven ud af bukserne.

Og det var nogle dårlige perioder. Mellem 18. og 24.minut laver vi nogle fejl som gør at 10-12 bliver til 15-12 og så vinder HCM de første fire minutter af 2.halvleg med 4-1. Det giver 9-1 på 10 minutter og bliver kampafgørende. Til gengæld kæmper TM Tønder sig flot ind på modstanderne i resten af kampen med to venstrehåndede bagspillere, men om netop det er et våben, var Thomas lidt i tvivl om.

– Ja jeg ved ikke hvordan det er for modtanderne, de har måske noget andet at skulle forholde sig til, men selv har jeg været vant til det fra sidste år, hvor jeg på et tidspunkt blev sat ind som playmaker, sagde Thomas Clausen, der efter kampen ærgrede sig rigtig meget over det sidste halve minut: De står bare og spiller bolden rundt og dribler lidt på midten af banen. Jeg synes bare at der skal dømmes nøl og vi skal have bolden, slutter den velspillende højre back.