
TM Tønders ligamandskab har i Frank Clausen en fantastisk holdleder. Frank havde sidste sæson en særdeles god makker i Kaj Mikkelsen. Som bekendt ønskede Kaj at stoppe op til denne sæson, men nu får Frank hjælp til de mange praktiske opgaver. Det er den tidligere anfører på Tønder SF`s 3.divisionshold, Ole Linnet, som pr. dd. tiltræder i klubben.
Ole har selv spillet håndbold i mange år. Han har tidligere huserede på stregen i daværende Tønder SF håndbold. Ole har – grundet manglende tid – i en årrække ikke haft noget med håndbolden at gøre. Han har dog været en flittig tilskuer til hjemmekampene, og da han fik en forespørgsel om holdledertjansen var han ikke i tvivl:
“Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af TM Tønder. Tidligere har jeg gennem flere sæsoner spillet sammen med Frank Clausen, og da jeg fik muligheden for at blive holdleder sammen med ham, var jeg hurtigt til at sige ja tak. Det bliver spændende at komme tilbage i håndboldmiljøet, og jeg glæder mig til at være med til, at støtte holdet i landets bedste række. Det bliver helt sikkert endnu en sæson med mange gode oplevelser”, slutter den nye holdleder, Ole Linnet.
Ole er allerede med på bænken i morgen aften, når TM Tønder møder Aarhus Håndbold i træningsturneringen Spar Nord Bank Cup. Denne kamp spilles i Nr. Åby klokken 19:00