Den udsatte kamp mod Ajax, spilles tirsdag aften i Bavnehøj Hallen

Turneringsåbningen hjemme i Tønder Hal 2 tilbage i begyndelsen af september måned, var opgøret mod Ajax København. En kamp vores hold vandt med 30-24. Cifre der antyder en sikker sejr, men det var først mod slutningen af opgøret, at vores hold trak fra og fik den komfortable hjemmesejr.
I aften gælder det igen Ajax København, og aftenens modstander fik i det hele taget en vanskelig start på sæsonen. Det var først i 4. runde holdet fik hentet point, men efterhånden som det profilfyldte mandskab er blevet spillet sammen, så er pointene kommet støt ind på kontoen. Pt er de placeret som nummer 6 i rækken med 20 point for 17 kampe.
Cheftræner Torben Sørensen advarer da også mod aftenens modstandere:
”En tirsdag aften i Bavnehøj Hallen er en vanskelig opgave, og vi skal op mod et Ajax-hold der har hentet 17 point i de sidste 11 kampe, og som rummer individuelle profiler, der kan lave ravage i ethvert forsvar. Mange af spillerne har erfaring fra ligaen, og med dygtige angrebsspillere som Martin Risom, Minik Dahl Høegh, Oliver Roepstorff, Nichlas Poulsen og Christian Olesen så er der mange vi skal holde fokus på. Forsvarsmæssigt er det den tidligere landsholdsspiller Kasper Nielsen der binder tingene sammen, så vi kommer til at skulle arbejde hårdt gennem samtlige 60 minutter. Selvom vi vandt det første opgør, så må vi på ingen måde undervurdere Ajax København, som efter min mening er betydelig bedre end holdets nuværende placering. Vi skal arbejde ud fra et stærkt forsvar, og se om vi ikke kan få nogle scoringer i contrafasen, og så i det etablerede angreb spille med god tålmodighed. Specielt i denne kamp er det vigtigt, at vi holder fokus på vores princip om kun at tænke på den førstkomne kamp! Vi er desværre ramt af en del sygdom i truppen, ligesom Rolf Ravn er tvivlsom til opgøret”.
Med en sejr i aften, så kan TM Tønder komme tilbage på 1. pladsen. Næste hjemmekamp er søndag den 17. februar hvor vi får besøg af Fredericia Håndbold.