TM Tønder Håndbold appellerer afgørelse i forbindelse med HC Midtjyllands konkurs

TM Tønder Håndbold har indgivet en appelsag til Håndboldens appelinstans omkring DHF`s håndtering af turneringsreglementet i forhold til konkursen hos HC Midtjyllands ligamandskab.
TM Tønder blev i denne sæson placeret som nummer 14 i 888-ligaen, og endte dermed på den direkte nedrykningsplads efter grundspillet. Efter grundspillets afslutning blev HC Midtjylland begæret konkurs, og dermed tvangsnedrykket til 2. division. Konkursen for HC Midtjylland skete, mens holdet var med i nedrykningsspillet. Holdet kunne således ikke spille alle kampe i nedrykningsspillet.
TM Tønder har indgivet en appelsag til DHF, efter konkursen af HC Midtjylland. Vi mener, der er uoverensstemmelser mellem de regelsæt, der er. Derfor har klubben nu indgivet en appelsag til Håndboldens appelinstans.
Vinder klubben denne sag, så er det håbet, at TM Tønder får en ny chance for at spille i 888-ligaen i den kommende sæson, da vi så forventer, at få lov at spille om den ledige ligaplads i kampe mod den samlede vinder af opgøret mellem Lemvig og Randers.